ARKIV-nyt 2026
Af Per Vester og Mette Broberg.
Vi har nu et stykke tid haft tjansen som arkivledere. Vi åbner arkivet på Tjelevej i Ørum hver mandag. Vi er så heldige, at en del frivillige også møder ind og giver en (stor) hånd med.
Vi kaster os over både store og små opgaver. Registrering af diverse materiale er en af de store. Det er både materiale, vi løbende får ind, men også noget, vi har liggende på hylderne. På hjemmesiden Arkiv.dk kan alle se, hvad vi får registreret.
Vi har i december måned fået en bogscanner stillet til rådighed fra organisationen Danskernes Historie Online.
Vi kan nu scanne og offentliggøre bøger, der er udgivet på vores egn. Hvis man går ind på hjemmesiden Danskernes Historie Online vil man finde en sand guldgrube af oplysninger. Er man heldig måske også om ens egen familie.
Vi er gået i gang med en modernisering af vores hjemmeside, så det bliver endnu lettere og mere overskueligt at dykke ned i Tjeleegnens rige historie.
Formålet med opdateringen er ikke at ændre på det indhold, I kender, men derimod at give det en mere tidssvarende ramme. Vi ønsker, at siden skal være lettere at bruge – uanset om du leder efter oplysninger om en bestemt ejendom, arkivets samlinger eller vil vide mere om det generelle arbejde med lokalhistorien.
I løbet af de kommende måneder vil du opleve, at hjemmesiden løbende ændrer udseende og opbygning. Vi har valgt en glidende overgang, så vi kan finpudse de enkelte dele undervejs.
Det betyder for dig:
- Velkendt indhold: Alt vores eksisterende materiale er stadig på hjemmesiden.
- Bedre overblik: Designet bliver mere rent og moderne.
- Brugervenlighed: Det bliver lettere at finde det, du søger.
- Du kan følge med i arbejdet på hjemmesiden Tjelearkivet.dk
Vi håber på jeres forståelse for, at der kan være enkelte ting, der flytter plads, mens vi bygger om. Vi glæder os meget til det færdige resultat , og vi håber, at hjemmesiden fortsat vil være et nyttigt værktøj for alle med interesse for vores lokale rødder.
Sidst men ikke mindst får vi en god snak med gæsterne på arkivet og med de frivillige. Vi kan kun opfordre interesserede til at komme en mandag eftermiddag og deltage i snakken over en kop kaffe.
Vi glæder os til et nyt godt år på arkivet

