En gang i midten af 1950’erne fandt Marianne Munk hos en marskandiser i Kolding en håndskrevet notesbog, der indeholdt optegnelser fra Foulum præstegård.
Marianne Munk havde venligst tilladt, at vi måtte kopiere indholdet på sin hjemmeside og bringe det på vor egen hjemmeside.
Efterfølgende har Marianne Munk overdraget notesbogen til Tjeleegnens Lokalhistoriske Arkiv, hvilket vi er meget taknemlige for.

Barndomserindringer fra Foulum Præstegård

Af Ida Christiane Helmuthine Brix. På indersiden af bogens omslag står: Tilhører Julie og Mary. Fået af vor kære søster Ida Januar 1931. Hostrupsvej 10, 2. Kolding.

Renskrevet, redigeret og forsynet med billeder og noter af Marianne Munk.
Efter at bogen er blevet afskrevet og lagt ud på min hjemmeside, er den overdraget til Tjeleegnens Lokalhistoriske Arkiv i Ørum.

Ved Folketællingen i Tjele sogn, Viborg amt 1850 bestod Familien Brix, Foulum præstegård, af:

Jens Bøggild Brix (1815-1877)

Jens Bøggild Brix (1815-1877)

Sognepræst Jens Bøggild Brix, født 1815 i Ålborg, død 1877 i Rødding, og hustru Anna Maria Nørschau eller Nørschou, født 17.4. 1821 i Næstved, død 1906, dennes søster Pauline Kirstine Nørschau, født 1822 i Næstved, der var Husjomfru på denne tid, samt de ældste børn.

Børnene var:

1.      Elna Marie Brix f. 1.10. 1844, konfirmeret 1861,

2.     Ida Christiane Helmuthine Brix, f. 11.5. 1846 I Foulum, konfirmeret 1861,

3.      Oskar Frederik Valdemar Brix, f. 13.2. 1848-.

4.      Harald Leopold Brix f. 1849,

5.      Jørgen Gad Olsen Brix f. 12.11. 1850, døbt 25.3. 1851 i Tjele.

6.      Constant Emil Brix 1852-

7.      Julie Adolfine Gøricke Brix 1855

8.      Anna Maria Brix 8.8. 1856 – Blev kaldt Mary

9.      Gotholdine Selma Brix 1857-

10.    Hans Helmuth Christian Lüttichau Brix 19.5. 1859-

11.    Amalie Jacobine Pouline Juliane kaldt Polly Brix f. 1860,  døbt 1861.

12.    Andrea Jacobine Hesselberg Brix 1864,

13.    Malvina Brix, f.  22.3.1862 i Foulum,

Om slægten Brix – Se billeder af nogle af børnene nederst på denne side under Noter

Barndomserindringer fra Foulum Præstegård af Ida Brix

Forord
Du har så ofte, min kære bror Helmuth, bedt mig om at optegne nogle  erindringer fra min barndom i Foulum Præstegård; nu forsøger jeg at optegne lidt.

Far er født i Ålborg 1815, Mor i Næstved 1821. De mødtes på Regensen, hvor Mors far Nørschau var økonom. Mor var på grund af sin store skønhed beundret af alle studenterne der, men hun valgte vor – også kønne – far til at vandre livsvejen med.

Far blev student 1834, kandidat 1839 og kort derefter huslærer på Tjele hos kammerherre Hans Helmuth von Lüttichaus 3 ældste børn Ida, Christian og Helmuth, som jeg er opkaldt efter. Kammerherren stod fadder til mig, tilligemed inspektør Frederik (Frits) Bruun  ved Kvindefængslet på Christianshavn (se note 1), en ven af Far fra ungdommen, så også Fars fætter i Ålborg, købmand Brix.

Tjele gods

Huslærer på Tjele
Far blev student 1834, kandidat 1839 og kort derefter huslærer på Tjele hos kammerherre Hans Helmuth von Lüttichaus 3 ældste børn Ida, Christian og Helmuth, som jeg er opkaldt efter. Kammerherren stod fadder til mig, tilligemed inspektør Bruun ved Kvindefængslet på Christianshavn, en ven af Far fra ungdommen, så også Fars fætter i Ålborg, købmand Brix.

Far var en meget dygtig lærer, som blev afholdt og påskønnet af kammerherrens. For at glæde Far indbød de hans smukke forlovede, hvis billede de havde set i Fars album, til at være gæst på Tjele, som hun og blev. Derefter blev Mor bedt med til pastor Olsens i Foulum præstegård, som lærte hende at kende, medens hun var på Tjele ; der var hun og nogen tid. Mor vandt venner, hvor hun kom ved sit fine, kvindelige væsen og smukke ansigt.

Far bliver sognepræst
Fars virksomhed på Tjele som huslærer blev imidlertid ikke af lang varighed, da pastor Jørgen Gad Olsen (se Note 2) i Foulum blev kaldet til nabosognene Vammen, Bigum og Lindum, og da kammerherren, som ejede kirkerne der, gerne ville have Far til præst i Foulum, satte han Fars navn øverst på listen, som gik ind til ministeriet, og Far blev præst i Tjele og Vinge sogne. Her var Far præst i 23 år fra 1841 til 1864, da han blev kaldet til præst i Rødding og Kreiberg i Salling.
Tjele Kirke

Præstegården
Vi havde et hyggeligt og godt barndomshjem, flokken voksede med årene, men der var kærligt sammenhold. (”Ærtehalm” kaldte Mors søster tante Jacobine os) og god disciplin. Hvordan jeg selv var, ved jeg såmænd ikke, men der må tidlig være blevet lært mig, at Gudfader i himlen hørte bønner, thi Mor fortalte mig, at når der nægtedes mig noget, jeg gerne ville have, stillede jeg mig hen til vinduet, så op til himlen og bad Gud om det. En dag stod Mor bag ved mig og hørte Guds navn, det var mig som sagde: ”Kære Gud! Vil du ikke nok give mig en tvebak”. Mor lagde da skyndsomst en i vindueskarmen.

Vore forældre elskede hinanden, og vi lærte tidligt at behandle dem med ærbødighed, således også at være nøjsomme og beskedne, ikke tale når de voksne talte, ikke løbe unyttigt med dørene, tale høfligt og pænt til pigerne og spise maden op, som vi fik på tallerkenen, ellers fik vi det om aftenen, etc.

Lejligheden bestod af dagligstue, studereværelse, 2 soveværelser og gæsteværelse samt jomfruens værelse. Pigerne sov i folkestuen. Uden for vinduerne til gården stod 4 smukke lindetræer med en rosenhæk imellem. Haven var stor, den øverste del kaldtes Skoven, der var mange dejlige frugttræer og nøddealleer med lysthuse. Vi børn krøb ofte op i de store lindetræer og holdt skole med bladene.

Foulum præstegård

Foulum præstegård

Oversgtskort Foulum

Oversgtskort Foulum

Elna og jeg var de ældste af børnene, så kom 4 brødre, så 3 søstre, en bror og atter 3 søstre. Julie og Mary, som kom efter brødrene, var altid flinke til at hjælpe med, når de ikke var i skole. De tre yngste søstre var ganske små, da vi forlod Foulum: Polly 3 år, Malvine 2 år og Andrea næppe 1 år. Mor ammede selv sine 7 ældste børn til de blev et år, så måtte hun ikke mere for lægen Onkel Vahl, hvor for Julie og Dina fik ammer, de øvrige blev flasket op. Mor syede selv tøjet til os, så net og pænt, om end tarveligt, som hun lærte af kammerherreinden på Tjele, hvis børn gik så enkelt klædt.

Uden for vore vinduer, et lille stykke nede, lå en ret stor dam,hvori der var karudser og som vi løb på skøjter på om vinteren. Bagved dammen, hvor bøndergårde og huse lå spredte omkring, gik landevejen fra Viborg til Hobro. Det morede os børn, når vi så herskabsvogne komme ad den, da at løbe i firspring igennem haven og sætte os på højen for at se, hvem der kørte forbi.

Konfirmation og barnedåb i 1861
Lykkelige barndomsår levede jeg i mit hjem med min 1 ¾ år ældre søster Elna. Vi elskede hinanden, kunne slet ikke undvære hinanden, og vi fik også hele vor undervisning sammen af vor dygtige far og blev konfirmeret sammen. Vor lille søster Polly Amalie Jacobine Pouline Juliane blev døbt samme dag. Det var en stor festdag, første søndag efter påske 1861. Jeg mindes så tydelig højtiden i kirken, da lille Far tog løftet af os ”vi skulle elske Jesus, være ham tro og tage ham med på alle vore veje”, ”Så giv da Gud dit hjerte og mig din hånd derpå”. I al skrøbelighed har vi holdt hvad vi lovede , Guds nåde må vi alle skjule os under.

Kirken var fuld af mennesker, hele familien Lüttichau, så og Fars søster Tante Amalie med sin søn Rasmus (se note 3) var til stede, kommet rejsende fra Ålborg. I hjemmet havde vi en meget hyggelig dag. Fars kapellan Bertelsen (se note 5) havde digtet sange til os, der lød således til Far og Mor:

Den gamle gård med mosset på sin hue
Har set Jer præstefolk nu mange år,
Var glad når glæde boede i Jer stue
Bedrøvet når at sorgen slog Jer sår.

Den så Jer førstefødte søn og datter,
Så storken stadig bringe mange fler
Den Eder hver med kærlighed omfatter,
Og ned i dag med ønsker på Jer ser

Den ønsker Jer, I tvende, milde tider,
Indtil en silde venlig aftenstund
Så dagene i hjemmets fred henglider,
Mens hjertets tak må lyde fra Jer mund.

Når Eders døtre kvindens pris på bære,
Hvor så de end i verdenvandre hen,
Mens knægtene alt godn og sandt må lære,
Og derved vorde ægte dannemænd.

Til Elna og mig:

Jer unge piger gælder, den lille simple sang,
Gid den i Eders hjerter, anslår den rette klang,
Når den for Jer frembærer et ønske fra enhver
Som her i aften sidder og Eders hjem har kær,
Hvor, hvor Jer fod end går, I hjerter for Jer finde
Der varmt som hjemmets slår
(Melodi: Om glæden end betegner).

Til Polly:

Du lille purk udi din vugge blød,
Alt godt vi ønske dig tilsammen,
Gid sundhed farve må dig kinden rød,
Og blev os alle ret til gammen,
Ja, bliv din faders fryd og moders lyst,
Og tryk den hele verden til dit bryst.
Alt godt for mig, alt godt for dig,
Men syng nu ikke mens vi synge.

Nogle dage efter konfirmationen gjorde kammerherrens stor middag for os og vore forældre samt kapellan Jens C.C Bertelsen. Vi spiste i riddersalen. Det var også i anledning af, at amtmand Lucas Brettons datter Emma og biskop Otto Laubs søn Vilhelm også var blevet konfirmeret samme dag, så gildet var også for dem.

For nogle år siden glædede det mig meget i Randers at træffe vor barnepige Hanne Arendrup, som netop tjente hos os i denne tid. Hun fortalte mig med stor glæde om sit ophold hos os. Nu var hun blevet 80 år, sagde hun, men den lykkeligste tid i hendes lange liv, var da hun tjente hos os – hun elskede Mor. Hun fortalte mig om konfirmationen, hun var helt stolt over, at hun var blevet hentet af kammerherrens befordring med fire heste for. Hun sad da på Tjele med det lille barn til gudstjenesten var forbi og Mor hentede det for at føre det ind i kirken.

Postafhentning
Man var ikke i de tider så langt fremme med postvæsnet som nu. Vore aviser og breve, som kom fra Viborg, blev aflagt på Tjele, hvor vi skiftevis hentede dem. For mig, når det blev min tur, var det en tung gang, da jeg var meget bange af mig som barn. Og uagtet at tante Pauline gav mig med på vejen “den Gud vil bevare er uden fare”, så tænkte jeg i mit stille sind ” – ja, men hvis Gud nu ikke vil bevare dig!” og gik en omvej fra vejen, når jeg så en mørk skikkelse på Tjele Bakke. Når jeg så havde fået postsagerne i min taske og skulle hjemad, fik jeg altid en lille hjertestyrkning af familien. En dag var alle damerne borte – “Hvad skal jeg nu finde til dig?” sagde kammerherren, gik ind i et lille fadebur ved spisestuen og kom igen med en terrin, hvor der var gemt kager i, som han gav mig af med på vejen.

Selskabelighed
Ja, det kære Tjele blev næsten som vort andet hjem. Herregården lå ved kirken, ½ mil fra Vinge, Fars anneks, hvorfor Far, og vi med, når vi var i kirke, spiste frokost inde på gården. Ofte var vi også til middag om søndagen, også tit til store middage, da der boede flere herskabsfamilier i Viborg: kammerherrerne Bretton Lucas Peter de Bretton, 31.5.1797-22.1.1880, baron, stiftamtmand i Viborg, Undalls inspektør ved Viborg tugthus, senere kammerherre Laurids Christian Undall, Neckelmans Karl Neckelmann, Overretsprokurator i Viborg, og flere, ligesom Overretten også er der. Tjeneren kom altid ridende med hvide handsker på og leverede indbydelser ind ad døren. Døtrene på Tjele blev gode veninder med Mor og glædede hende på mange måder. Jeg mindes blandt andet, at hver gang en lille blev født, kom de med en mængde af det fineste børnetøj, som de havde syet.

Store julefester beredtes, og også på Tjele, og mange gaver fik vi. Familierne i omegnen var kammerherrens på Tjele, der havde 7 børn: Ida, Christian,, Helmuth, Selma, Gottholdine, Anette og Ulysses. I Ørum boede Fars bedste ven, branddirektør, godsforvalter Christian Jacobsen – der var 6 børn: Frederik, Marie, Christian, Margrethe, Pouline og Annette. Vi børn var altid så glade, når vi skulle der, da fru Jacobsen var en udmærket kone til at more os på alle måder. Nu bor jeg i Frederiksberg Allé, samme sted som den kære Annette, der altid er sød og venlig imod mig. Hos Onkel Bøggild sognepræst Balthazar Christopher Bøggild i Vammen havde vi det også rart, der var 8 pigebørn og 3 sønner. På Fastruplund boede Henrik Thygesens, der kun havde en datter, som tidligt blev gift i Hobro.

Elnas og mine bedste venner blev imidlertid proprietær Kalls på Sødal Martin Ludvig Kall, ejer af Borsholmgaard, senere af Sødal og hustru Ingeborg Cathrine Fogh, der også havde mange børn: Henriette, Julius, Louise, Katinka, Marie, Oscar og Emmy. De to sidste døtre blev Elnas og mine veninder for livstid, alle vore ferier tilbragte vi sammen. Der var på Sødal to æsler og to gamle heste, som blev overladt os til vort brug; daglig blev vor lille æselvogn pakket med chokolade og gode sager, og af sted gik det til skoven med Marie, den ældste af os, som kusk. En dag uheldigvis, inden vi så os om, lå vognen og vi alle med i grøften, dog uden at komme til skade. En karl, som just kom forbi, hjalp os og sagde: ”Nå, kravl så op igen!”. Store høstgilder var der på gården med dans, som vi var med til. Fulde Søren, en af karlene på gården, var vor skræk.

Når vi fire veninder ej var sammen, skrev vi rørende breve til hinanden. De begyndte med ”elskede, dyrebare” og endte med ”din til døden tro veninde”. Hvad vi lovede, holdt vi igennem årene, og levede jeg til sidst rare dage sammen med Emmy, som blev gift med pastor Bertelsen (se note 5), og boede i præsteenkehjemmet på Frederiksberg. I hendes sygdomstid kaldte hun ofte af mig, og hendes ord til sidste gang jeg så hende og kom ind ad døren, var: ”Der kommer min til døden tro veninde”. Det blev et savn for mig, da Gud tog hende, jeg følte hendes kærlighed slå mig i møde når jeg gæstede hende. Nu er kun et gammelt vissent blad tilbage på den friske unge trekløver.

Sundhed og sygdom
Sygdom havde vi ikke meget af i vort hjem, tidlig i seng og sund, god kost var vel for en del skyld deri. Fejlede vi noget husker jeg: surdej under fødderne og salpetermikstur. Af børnesygdomme havde vi skarlagensfeber og mæslinger, sammen med de sygdomme – vi lå 6 børn til sengs – fik Oscar og Harald strubehoste. Oscar især var meget syg; von Onkel Vahl troede ikke han havde levet, forsøgte som sidste middel iskolde klude om halsen. Pigen hentede en spandfuld fra brønden, og straks da den første klud kom om halsen, kom vejret lettet. Oscar var den eneste af os, der var svag som barn, havde engelsk syge, blev badet i en balje saltvand. Man var ikke i den tid så langt fremme med badeværelse etc. Dog! Intet barndomshjem kunne være lykkeligere end vort i Foulum præstegård.

Desværre led vor kære Far af nervesvækkelse i 10 år. En morgen sov hans ene hånd og arm, næste morgen den anden, hvorefter det gik ned i benene. Lægen, etatsråd Lind, sammen med vor Onkel doktor Martin Vahl, gav ikke godt håb om helbredelse, som dog omsider kom. Svære kure anvendtes: åreladning, kopsætning, pisken med brændenælder ned ad ryggen, en rejse til Franzensbad i Bøhmen. Til sidst blev anvendt kolde afvaskninger ned ad ryggen, som hjalp allerbedst, og Far blev så rask, så han kunne søge andet embede og blev 1864 kaldet til præst i Rødding og Kreiberg, efter i 23 år at have været præst i Tjele og Vinge.
Ja, sorg og glæde vandrede til hobe i vort hjem, som altid i verden, men vore kære forældre vidste, hvorfra alt kom. Den indbyrdes kærlighed stod ved roret, og derfor skinnede solen altid ned over vort hjem.

En sommerferie
En dejlig køretur havde vi i 14 dage, da lille Jørgen var 1 år. Mor og Tante Jacobine, som gæstede os om sommeren, sad i det bagerste sæde, Elna og jeg i det bagvendte, Far hos kusken. Vi var i de smukkeste egne i Jylland: Vejle. Horsens Skanderborg og Silkeborg, og den dejlige Grejsdal, hvor jeg i de senere år fra Engum hørte pastor Vilhelm Beck. I Grejsdalen traf vi Fars og Mors gode venner professor, etatsråd Gørickes fra Roskilde Adolph Wilhelm Theodor Gøricke, 1.2.1798-12.10.1885, overlæge på Skt. Hans hospital, som også var på udflugt og i hvis hjem Mor havde tilbragt nogen tid af sin ungdom. Mor var nemlig, mens hun var forlovet med Far, nede i Ålborg at lære Bedstemor og tanterne at kende, men den skarpe luft dernede, som var omtalt, kunne Mor ikke tåle, fik nervefeber og tyfus og sendte af lægen til Roskilde til den dygtige læge professor Gøricke. Tante Julie (fru Gøricke) fik snart øje på den smukke syge unge pige og optog hende i sit hjem, hvor hun snart blev helbredt. Gørickes var elskelige mennesker, der gennem årene omfattede os alle med stor kærlighed. Vor lillesøster Julie blev opkaldt efter fru Gøricke.

En rejse til Roskilde
År 1854 besøgte Mor og jeg Gørickes i Roskilde. Grundet på en tandhistorie måtte Mor foretage en rejse til København – der var nemlig ingen videre tandlæger i Viborg – og da Far syntes det var synd at Mor skulle rejse ene og han var bange for at hun skulle længes for meget, blev jeg udset til at rejse med hende. Vi boede hos Bartholdys og var også nogle dage nede hos etatsråd Gørickes, der ville beholde mig noget længere, da Mor rejste hjem, men jeg ville ikke skilles fra hende. Jeg glemmer ikke, hvor jeg følte mig stolt, da jeg kom hjem fra den, som man dengang syntes, uendelig lange rejse. Jeg havde fået et par uens brune brunels-støvler og en klar kjole med garneringer; jeg følte jeg måtte være noget mere end Elna og mine to veninder, ja! De sagde til mig, jeg var blevet vigtig, jeg tror næsten det passede.

Herregården Viskum

Herregården Viskum

Dagligliv i præstegården
Vi havde avlingen i Foulum, der bagtes brød, kærnedes smør, lavedes ost og bryggedes øl. Så snart Elna og jeg blev konfirmeret, måtte vi tage del i husvæsnet og de yngre søskendes undervisning. Vi havde hver sin uge, men da det var bedre, hver fik sin gerning, valgte Elna læsningen og jeg køkkenet. Inden pigen om morgenen gik til malkning ved 5-tiden, bankede hun på vor lille dør ”Stræv nu å kom op, nu går a, frøken” – ak og ve, en gang imellem kom hun igen, når hun havde malket færdig: ”Jøsses endda frøken, karlene sidder inde i folkestuen og dundrer med skeerne i bordet og venter på davren”. Nå, jeg tror ikke, det skete ret ofte.

Selskabelighed
Trods arbejde havde vi også glade dage i vor ungdom. Blandt andet lærte vi at danse på Viskum sammen med hofjægermester Theodor Emil Neergaards tre børn Caroline, Sigvardt og Louise samt godsforvalter Jacobsens tre børn Frederik, Marie og Margrethe. Vore forældre vidste, at lærkesang og klokkeklang de kan godt forenes. Vi kørte i vogn med eenspand, Elna, Constant og jeg, med Oscar som kusk, to gange om ugen til Viskum, hvortil danselærer Maarup kom fra Viborg. Meget glædede vi os til afdansningsballet, men så kom budskabet om Frederik den 7.s død, og det måtte af den grund opgives.
Nyere kort over Tjele-egnen

Nyere kort over Tjele-egnen

Nyere kort over Tjele-egnen

Naboerne holdt meget af at gæste os, der rullede ofte en vogn ind i præstegården; særlig Fars fødselsdag den 3. november var en højtidsdag med mange gæster. I Vammen blev Fars formand forgænger Jørgen Gad Olsen i Foulum ikke længe præst, han blev pludselig syg og døde. I de samme dage (11.11.1850) blev lille Jørgen født. Fru Olsen f. Petra Kirstine Kornerup ville så gerne have adopteret ham, men Far og Mor ville ikke af med ham. Han fik i dåben navnene Jørgen Gad Olsen Brix (se note 1), opkaldt efter pastor Olsen.

Nogle små eventyr havde vi imellem, som gerne endte godt. På den anden side Tjele Langsø boede Henrik Thygesens på Fastruplund, der havde en med os jævnaldrende datter, så Emmy, Elna og jeg imellem gæstede dem. En dag, mens alle sov til middag, løsnede vi båden og sejlede ud på søen. Roligt og stille gik det, mens vi var inden for odden, men da vi kom ud i rum sø, tog bølgerne fat og vi måtte lade stå til, drev med strømmen, indtil vi ved Bigum landede i noget siv, så nær land, så vi kunne stage os derind.
Det var en streng tur hjemad, vi var over ½ mil ca. 7-8 km. fra Fastruplund og måtte være meget forsigtige med Elna, som blev syg i båden, en besvimelse nær. Båden blev hentet af en karl. Thygesens havde været meget ængstelige over vor udebliven og vi fik strenge ordrer om ikke oftere at røre båden.

Vennerne på Sødal
Så mindes jeg også en tur med Oscar på landjorden; vi to kørte i slæde til Kalls på Sødal. Der var meget sne, men alt gik godt på henturen, men på hjemvejen, som vi begyndte noget sent på, begyndte det igen at sne heftigt. Den ny sne med den gamle føg stærkt. Men kunne ikke se en hånd for sig, himmel og jord stod i et. Snart kom vi bort fra vejen og vidste ikke, hvor vi var. Følhoppen gik roligt fremad, men hvorhen vidste vi ikke. Efter at vi således længe havde kørt rundt, og hvorhen vidste vi ikke som sagt, (og jeg kan ikke nægte, at vi var meget ængstelige), stod hesten stille og Oscar kunne ikke få den til at flytte en fod. Oscar stod da af slæden op opdagede, at vi holdt lige ved Mølleråen. Et par skridt af hesten og vi var faldet i åen og druknet. I en fart trak vi slæden tilbage, og af  sted gik det igen, hvorhen vidste vi som før ikke, da sneen stadig forvirrede stærkt. Vi var meget fortvivlede, frøs også, var lige ved at opgive modet, ser pludselig et lys skinne, som vi kørte hen imod, og glade blev vi. Det frelsende lys var en karl og en pige, som Far og Mor havde sendt ud for at lede om os. Lykkelige blev vi, og glæden blev stor i hjemmet da vi kom. Hurtigt fik vi varm mad og kom i seng. Den kære hest, dom frelste os, fik et ekstra foder.
En anden gang, da Oscar og jeg (med Marie og Emmy) også var på besøg på Sødal hos Kalls, havde vi spændt æslerne for den lille vogn. Alt gik lystigt og godt. Men da vi på hjemvejen skulle omkring ved køerne, må en tyr være sluppet løs, og før vi anede det, kom den løbende efter os. Vi jog på æslerne af alle kræfter og nåede lige at komme ind af porten, da en karl på gården, der havde set den fare, vi var i, kom løbende og smækkede porten i. Sådanne  små oplevelser glemmes ikke, men fæstner sig i erindringen og følger med til sene tider. Guds små engle har ledsaget os, hvor farerne truede.

Der var meget livligt på Sødal, da de ældre døtre og sønner havde en stor vennekreds i Viborg. Gården lå i Rødding Sogn, derfra kunne man se hvor smukt den lå ved skoven og en lille sø: ja, ”i Rødding første gang man så, hvor yndig gården lå”. Foulum lå  1 ¾ mil fra Viborg. Man kørte igennem heden når man skulle dertil af en nyanlagt landevej. Nu er der beplantet overalt og mange huse byggede. Kammerherren og kaptajn Dalgas stod i spidsen for Hedeselskabet – de står nu i legemsstørrelse på torvet i Viborg. ”Min fødestavn er lyngens brune land, min barndoms sol har smilt på mørke hede, min spæde fod har trådt det gule sand, blandt brune høje bor min ungdoms glæde”.

I Viborg var Mor altid glad over Onkels læge Martin Vahl 1827—87 hustru, Tante Mísse; hun var behjælpsom og rar, kom også rejsende ved Fars død fra Jægerspris (hvor de havde overtalt Onkel Martin Vahl til at overtage forstandergerningen), hjalp og trøstede Mor og os. Da Mor engang fik en lille – lille Mary – og var meget dårlig, tog hun drengene med sig hjem i 3 uger, for at Mor kunne få ro. Ja ofte var Mor meget syg, jeg stod mange gange uden for sovekammerdøren som barn  og bad til Gud, om vi dog måtte beholde hende. Og Gud hørte mine bønner, lod hende leve mange år til velsignelse for os alle.

Fars kapellaner
På grund af sin desværre langvarige nervesvækkelse nødtes Far i flere år til at holde personel kapellan. Først 1858-1860 pastor Peter Trandberg fra Bornholm (se note 4) og derefter pastor Bertelsen. Trandberg havde selv lige gennemgået en alvorlig vækkelsestid, påvirket af Søren Kierkegaard, og blev derved en ivrig vækkelsesprædikant. Han samlede store skarer i kirkerne og bragte røre på egnen, både på Tjele og i Viborgegnen. Trandberg var tillige lærer for de fire brødre, forstod at blande alvor og skæmt sammen, så de var glade ved undervisningen.

Trandberg holdt meget af børnene, men særlig af lille Mary Anna Maria Brix f. 1856, som han målte i højde med sin lange hvide strømpe – dengang brugtes ikke så meget sokker. Trandberg elskede Harald som barn og blev ved dermed hele livet og tog ham med på en rejse til Bornholm, medens han var kapellan hos Far. Meget smuk var Trandberg, ligeså Gottholdine Lüttichau f. 4.11.1835, med hvem han blev forlovet og hvis bryllup senere 1863 stod i København. Trandbergs mødtes mange år efter med min bror Oscar og familie i Chicago. De kom meget sammen, Trandberg døbte Oscars børn. Så underlig vejene føres.

Efter Trandberg kom Jens C.C Bertelsen (se note 5) til at hjælpe Far og var vel egentlig den, som passede bedst til ham. Også han blev lærer for brødrene og lærte Elna og mig engelsk. Bertelsen hørte til den grundtvigske retning, var meget livlig i sin undervisning, havde en smuk sangstemme og lærte brødrene mange fædrelandssange.

Krigen 1864
Det var i krigens år 1864, vi havde 30 menige i præstegården og 2 officerer. Soldaterne kogte deres mad i gruekedlen men officererne havde vi på kost, så der var nok at varetage, da det mindste barn just da blev født, lille Andrea. Det var østrigere, som vi havde, men de var altid flinke. Dog! Det var ikke morsomt at måtte tidlig op om morgenen og lave kaffe til dem, når de drog af sted for at gøre ulykker,  brække telefonerne i stykker etc. Da Als blev indtaget, fik de om aftenen, da de kom hjem, en stor kedel kogt vand med i haven, som der skulle laves punch af. Vor lille smukke bror Constant holdt de meget af at spøge med, satte ham op foran sig på hesten.

Pastor Frederik Theodor Jacobsen

Pastor Frederik Theodor Jacobsen

Fars efterfølger Pastor Jacobsen
Da Fars helbred bedredes blev han udnævnt til præst i Rødding og Kreiberg i Salling. En meget elskværdig familie kom til Foulum, da vi drog derfra, Pastor Frederik Theodor Jacobsens. De boede i kapellanboligen. Megen glæde havde Mor sammen med den prægtige fru Jacobsen, ligesom mine yngre søskende af de to jævnaldrende børn. Den eneste datter Sofie er den bekendte magister Sofie Rostrup (se note 6), som nu er så elskværdig og sød imod mig på mine ældre dage, da vi igen er mødtes og bor i nærheden af hinanden.

I gamle dage var der nådsensår som det hed, den nykaldede præst kom straks til embedet uden sin familie, men hos os kom pastor Jacobsens familie med samtidig, medens Fars familie var her endnu i Foulum. Dog ordnedes det, så jeg kunne rejse med Far – Mor syntes det var synd, han skulle være ene. Den kære, kære Far, hvor ville jeg ikke gerne være hos ham om dagen, men hvor græd jeg om natten. Jeg mindes en morgen, da jeg stod og bandt Fars halstørklæde, at han opdagede mine røde øjne og gav mig en tokrone, en megetvstor sum i de dage.. Trøstes kunne jeg nu ikke, og underligt var det vel ikke – at forlade den dejlige egn ved Tjele med alle barndomsminderne, og så at rejse ned til detvafsides Salling, hvortil er ikke engeng gik jernbane og hvor der kun var bønder, tænkte jeg, som solgte stude. Jeg følte, at nu var min lykkeligste tid forbi.

Familien flytter til Rødding i Salling

Rødding kirke

Rødding kirke

Omsider blev familien samlet i Rødding, og vi fik også der et godt hjem. Far lod bygge et til dels nyt stuehus, som desværre nedbrændte.
Polly og jeg var netop på besøg deroppe og så, hvor ilden fortærede stykke efter stykke, Elnas og mit lille værelse ovenpå sank sammen. Ikke så ret mange år var jeg i mit hjem i Rødding. Da de yngre søstre voksede til, rykkede jeg i avisen om en husbestyrerindeplads og kom da til pastor Damborg, en nobel og fin mand, som blev gift med søster Elna. Der kan man se, hvor underligt det går til. Man optænker tanker, Gud styrer vejene, jeg blev så redskabet til, at de to kære mennesker fandt hinanden og levede så lykkeligt, til Gud tog den elskede Elna hjem til sig.

I Rødding var Far præst i 15 år. Tidlig i 1877 i en alder af 62 år blev Far kaldt bort, han blev desværre syg på en køretur til vor rare provst Møller i Selde sammen med brødrene, måtte skyndsomt tage hjem og lå længe i store smerter til Gud udfriede ham en søndag formiddag, da klokkerne ringede til kirke. Hvor sørgede vi ikke over den elskede Far med det store kærlige hjerte, han var og meget afholdt i menigheden. En utallig skare fulgte Far til graven rundt omkring fra Salling. Kammerherre Lüttichau fra Tjele,

Krejbjerg Kirke

Krejbjerg Kirke

Hofjægermester Leth fra Højris og mange andre. Far var en retfærdig og god mand, en ydmyg krísten med kærligt hjerte, ikke alene over for sin familie men også over for andre. Sine børn omfattede han med rørende kærlighed, let til smil, men også let til tårer, aldrig gladere end når han havde hele sin børneflok om sig, bedrøvet når han tog afsked med nogen af dem. Men lille Mor var nu og blev Fars øjesten, han gik også hjem til Gud med hendes hånd i sin, min hånd (jeg stod på den anden side af sengen) lagde han oven på Mors. Nu er de kære to evigt forenede i Guds dejlige himmel.

Med stor ærbødighed og kærlighed må vi børn mindes vore elskede forældre, leve i håbet om gensynet på den anden side – den rette side, i evighedens lyse boliger; indtil da få vi længes. Deroppe skal vi takke dem begge og bedre for alt, hvad de har lært os. Hernede har vi kun gjort det dårligt i ufuldkommenhedens land. Ja! ”Når på mit barndomshjem øjet ser, da vokser tankerne stedse fler, de lege skjul med hverandre, men altid lyder på klagevis, mit sunkne jordiske Paradis”.

Efterskrift
Se nu, min kære bror Helmuth, nu har jeg gjort hvad du bad mig om, nedskrevet mine erindringer fra mit barndomshjem i Foulum præstegård. Dårligt er de sammenføjede, som spredt fægtning, men du tager nok til takke med dem. Om det også kære hjem i Rødding, som er dit barndomshjem må du selv tilføje. Mange oplevelser har du derfra. Vi har set på vor vandring, hvor Gud har været os god på vor vandring igennem livet, og det vil Han sikkert vedblive med, til Han henter os hjem til det store dejlige evige hjem.

ooooo00000ooooo

Optegnelserne slutter med et digt “Til min elskede Mor på hendes 80 årige fødselsdag d. 17. april 1901” som gengives her med Ida Brix’ håndskrift:

“Til min elskede Mor på hendes 80årige fødselsdag d. 17. april 1901” som gengives her med Ida Brix’ håndskrift:
"Til min elskede Mor på hendes 80årige fødselsdag d. 17. april 1901" som gengives her med Ida Brix' håndskrift:

  Til min elskede Mor paa hendes 80-aarige Fødselsdag d. 17. April 1901
1.
Mit kære gamle Barndomshjem
med Mosset paa den fine Hue,
saa tidt jeg kalder Tanken Frem
saa tidt jeg maa dig skue.2.
Der randt jo vore Barndomsaar,
der stod jo og vor Vugge.
Der smilte vi i Ungdomsvaar,
men lærte og at sukke.3.
Der leged vi med sorgløst Sind,
i Havens dunkle Gange.
der havde vi alle Rose paa Kind
og sorgløs lød vare Sange4.
Der sang vi omkap med Fuglene smaa,
der var Alt kun Lyst og Glæde,
hele Verden i Solskib laa,
Hvorhen vor Fod monne træde
5.
Ja, Minder, kom kun fra hver en Vei,
og hjælp os en Krands at flette
af Roser, Lillier, Forglemmigei
paa Moder vil vi den sætte.6.
Hver Blomst skal hilse fra dine Smaa,
som nu er blevne saa store,
og bede dig ei deres Tak forsmaa,
for hvad du i Barndommen gjorde.7.
Du var jo Solen i Hjemmet der,
Du var Faders Lyst og Glæde,
der var om dig, et mildt og frimodigt
kær,hvorhen din Fod monne træde.8.
Endnu har du Solskin og Rose paa Kind,
endnu har du Ungdom i Øiet,
endnu har du mildt og kærligt Sind,
thi du ved, hvor dit Skib er fortøiet.
9.
Du ved, at den Styrmand, du har ombord,
Der har frelst dig i Storm og Bølge,
vil og, til sin evige Herlighed stor,
paa din sidste Reise dig føre.
  Fra din egen Ida

 

Noter:
Billeder af enkelte medlemmer af familien Brix

Note 1:
Frederik Bruun, 22.7.1816-21.12.1891, overinspektør ved fængselsvæsenet. Født i Ålborg, død på Norgesminde, Gentofte sg., begravet i Kbh. (Garn.). B. blev student 1837 fra Herlufsholm, cand. teol. 1844, 1845 assistent ved Viborg straffeanstalt, 1850 inspektør sst. og 1853 inspektør ved den nyopførte straffeanstalt i Horsens …fra 1859 som overinspektør for fængselsvæsenet, senere chef for justitsministeriets fængsels-kontor. Han tog sin afsked fra denne stilling 1884…. i årene 1873–90 var han inspektør for straffeanstalten for kvinder på Christianshavn. … Hans indflydelse på dansk fængselsvæsen blev meget betydelig. G.m. Elisabeth C. T. Wigelsen (1823–99). Se mere på
http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Samfund,_jura_og_politik/Administration_og_ledelse/Overinspekt%C3%B8r/Frederik_Bruun

Note 2:
Jørgen Gad Olsen, f. 7.3.1793 i Thorshavn, død 1.11. 1860 i Vammen. Student fra Slagelse i 1810, Kand. theol. d. 13. januar 1818. Kap. p.p. for Svanninge Menighed på Fyn d. 9 februar 1820, ord. d. 18 marts samme år. Kaldet til sognepræst for Hvornum og Snæbnum i Århus Stift d. 17. januar 1821, for Tjele og Vinge i Viborg Stift d. 19 januar 1831 og Vammen, Bigum og Lindum i Viborg Stift d. 16 nov 1842.
Gift m. Petra Kirstine Kornerup (Datter af Rasmus Kornerup og Karen Margrethe Bruun . Født 5. april 1801 i Præstø…. Død 16. september 1854 i ?).    Kilde: Stamtavle over familien Gad 1881 – Agnes Gad

Note 3
Amalie Margrethe Brix f. 1817. Død 1889. Ålborg. G.m. Janus Hansenius Schibbye (14 Apr 1807-9 May 1846). 3 børn Jacques Johan Schibbye (f.1845), Axel Valdemar Schibbye (f. 1845) og Janus Hansenius Schibbye (f. 1846). Ida Brix nævner en søn Rasmus, til stede ved konformationen 1861, men han ses ikke nævnt nogen steder. Mon ikke det er en huske- eller skrivefejl for Janus?

Note 4
Peter Christian Trandberg, ved dåben Tranberg, 18.8.1832-18.6.1896. Født på Brunsgård, Nylarsker sogn, død i Minneapolis, begravet på Lakewood kirkegård. Dansk præst og vækkelsesprædikant. Under påvirkning af Kierkegaards kirkekamp i 1855 opgav Trandberg i 1858 sin præstestilling i folkekirken og virkede som fri prædikant mens han var kapellan i Tjele. Da han flyttede fra Tjele 1860, var han forlovet med frøken Christiane Hansine Gottholdine Lüttichau (f. 4.11.1835). Datter af Hans Helmuth Lüttichau, hofjægermester til Tjele mm., 1804-1857.. Hendes mor, enkekammerherreinden Idalia Frederikke Pauline Dirckinck von Holmfeld, baronesse (1808-1899)., havde ønsket et mere standsmæssigt parti til sin datter, og derfor havde hun betinget sig, at de unge ikke måtte se hinanden i 2 år. Gottholdine blev sendt til Tyskland for at få en sygeplejerskeuddannelse hos diakonisserne i Hannover, og Trandberg valgte at rejse til sin fødeø Bornholm. 9.11.1863 giftede de sig i København og samme år dannede han på Bornholm en stor frimenighed, fra hvilken Luthersk Missionsforening senere udskilte sig. I 1882 udvandrede han til USA, hvor han blev rejsepræst for danske udvandrermenigheder og lærer ved forskellige præsteseminarier. Efter hans død vendte Gottholdine tilbage til Danmark, hvor hun levede et styille liv og udgave nogle af Trandbergs bøger. Hun boede på Østerbrogade 58 og døde 11.4.1922. Læs mere om hende på http://www.autonomie-und-chaos.de/images/stories/pdf/auc-62-genealogische-familiengeschichte.pdf
(Nr. 610) og pom P.C. Trandberg på  http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kirke_og_tro/Pr%C3%A6st/P.C._Trandberg og
http://runeberg.org/dbl/17/0476.html og http://www.lm-roenne.dk/chr_msller.html

Note 5
Jens Carl Christian Bertelsen (22.5.1826, Helligaands sogn, København -11.12.1903 Frederiksberg). Søn af jurist, amtsforvalter i Ribe og Thisted, kammerråd og justitsråd Jens Christian Hansen Bertelsen (1798 Kbh.-1873 Thisted).
Kapellan i Tjele 1860- 186?. Præst og lærer på Mandø (1866-1873). Bertelsen er beskrevet som en frisk ung grundtvigsk præst, der fik indført den grundtvigske sangtradition i sognet. Han var kendt for at have en smuk sangstemme og var god til at messe. Blev 1873 præst i Sønderholm og Frejlev (Mellem Aalborg og Nibe) og 1881-1900 i Jetsmark (mellem Aalborg og Hjørring) og flyttede derefter til Viborg.
Gift (1) m. Marie Antoinette Kall, f.1842 i Tikøb, død i barselsseng 15.5.1867 på Mandø. Gift (2) 31.3. 1869 i Vester Vedsted med hendes søster Emmy Cecilie Kall (f. 27.2. 1845 i Tikøb-død 11. December 1921 på Frederiksberg). Døtre af Martin Ludvig Kall og Ingeborg Cathrine Fogh.

Se bogen “Jens Carl Christian Bertelsen og Emmy Cecilie Kall: deres for- og efterslægt” af Jørgen Vangel, 1978, 98 sider
Jens Carl Christian Bertelsen Sognepræst og lærer 1866 – 1873 (formentlig 1870-erne)

Note 6
Sognepræst Frederik Theodor Jacobsen (1821-92) og Pouline Elisabeth Cathrine Blicher (1827-1917).  Datteren der omtales er Sofie Rostrup *7.8.1857 i Sønderholm sg., †25.1.1940 på Frbg. Hendes mor var i slægt med digteren ◊Steen Steensen Blicher, og hendes fader, der var sognepræst, støttede den begavede datters trang til boglige studier ved at læse latin og græsk med hende. Men naturhistorien vandt overtaget. I 1879 tog hun eksamen som lærerinde fra Beyers, Bohrs og Femmers Kursus. Hendes hovedgerning blev entomologien, men af økonomiske årsager fortsatte hun de næste 40 år med at undervise på kbh.ske pigeskoler, hvor hun blev kendt som en kyndig og afholdt naturhistorielærer. 1884 blev hun student, privat dimitteret, og 1889 magister i naturhistorie. Hun tilhørte dermed den tidligste generation i Danmark af kvindelige akademikere og var den første danske kvinde, der tog magisterkonferens i et naturvidenskabeligt fag.http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1631/

Billeder fra Foulum:

Præster og Lærer - Tjele sogn 1920

Præster og Lærer – Tjele sogn 1920