25 års Jubilæum
Tjeleegnens Lokalhistoriske Forening
Den 19. april 1993 blev der på Vammen kro holdt stiftende generalforsamling for Tjeleegnens Lokalhistoriske Forening. Inden man kom så vidt, skal vi halvanden år tilbage i tiden. I oktober 1991 blev der på foranledning af Forebyggelsesrådet i Tjele Kommune, nedsat en arbejdsgruppe som skulle undersøge mulighederne for at oprette en sådan forening. Rundt omkring i Kommunen var der små lokale tiltag på det historiske område. Ved kontakt til disse blev det klart, at det burde være muligt, at danne en fælles lokalhistorisk forening for hele Kommunen. Resultatet kender vi, engagement og gode kræfter fra en lang række personer og Tjele Kommune gjorde øvelsen mulig!
Mange har gennem årene medvirket til, ”at bringe historien i vej”. Nogle har været med fra starten og er her stadigvæk. Nogle har været her i en periode, og nogle er her ikke mere. Nogle falder fra, andre kommer til, og det er jo sådan det må være. Kigger man tilbage på dette persongalleri føler man glæde og taknemlighed over, at være en del af dette. Det forholder sig jo således, at mennesker man har det godt med, gode kolleger, er en væsentlig forudsætning for et godt virke. Sammen med Lokalhistorisk Arkiv, Bogsselskabet bag Tjele på Langs og en lang række af frivillige føler vi os godt rustede til de næste 25 år. Vi vil forsøge at arbejde videre i den gode skure og samtidig tilpasse os fremtiden, med respekt for historien og vigtigheden af foreningens arbejde.
Lad os på dagen dele nogle uformelle timer i godt selskab med hinanden, gøre status, kigge bagud og fremad. Foreningen vil byde på lidt vådt og tørt,- noget lidt ældre (lagret) og noget ganske nyt.
25 årsdagen markeres ved en reception på Tjele Arkivet den 19. april – 2018, fra kl. 14 til 17.
Alle er hjertelig velkomne!