Jeg er en lykkelig mand—!

Næstformanden i de jyske husmandsforeninger Jens Kristian Andreasen, Mollerup, bliver 70 År den 25. marts

Husmandshjemmet nr. 12,19. marts 1957

Han er den fødte dirigent.
Står man på talerstolen ved de jyske husmandsforenigers sendemandsmøde og taler og taler og taler — så rejser Jens Kristian- Andreasen sig lige så stille. Går tre skridt frem — går to skridt tilbage — går fire skridt — går et skridt tilbage. Små sirlige skridt, som en dansemesters. Han smiler venligt, og med eet står han ved siden af den talende, der imidlertid er blevet nervøs, har tabt tråden og er holdt op at tale.

Joh, han kan få os til at danse ret om. Men hån har også været danselærer, i hele fem år. Det er forlængst glemt af de fleste og egentlig en hemmelighed. Men i anledning af, at Jens Kristian Andreasen den 25. marts runder de halvfjers år, har vi syslet lidt med hans fortid, og så dukker også dette punkt op.

Det var, da han „snapped fiolen fra væg“ og strøg en rask dansemelodi så mesterligt, som havde han spillet til ungdommens dans i årevis. Men det har han også!
De sjønne ungdomsdav’, oh ja.
Så helt en dans på roser var de nu ikke.
— Jeg er født i en fattig rønne her nede ved kæret, fortæller han. Jeg har boet her i byen næsten hele min tid. Far var en fattig arbejdsmand. Han kørte blandt andet med fisk, som han hentede de femten kilometer fra Onsild. Det gav til føden, men heller ikke mere. Siden — det var da jeg var et par år — købte han fem tønder land sandet jord her uden for byen. Der trådte jeg mine børnesko. — Jeg var forresten et skravl. Allerede inden den skolepligtige alder lå jeg syg hjemme i halvandet år, men det var ikke sådan, at man kom på sygehus, fordi det gjorde lidt ondt. Nå, siden lå jeg da på sygehus*! nitten måneder. Det er et under, at jeg har holdt så godt.
Det sidste siger han med et af de smil, der kommer så let. Som en iling, der efterlader lys i øjnene.

— Jeg arbejdede ved landbruget, men jeg havde lyst til at spille, og da jeg havde tjent lidt Jpenge, gik jeg til musikundervisning i Randers. Men så kom jeg til at kende hende der, siger Jens Kristian Andreasen og ser hen til sin kone.
—  Det var i 1912 vi blev gift. Vi fik ni en halv tønde land af min svigerfars jord og byggede på det. Noget af det lå under lyng. I 1918 købte vi seks eif halv tønde land mere, og med tiden blev det en rigtig pæn bedrift.
Jeg oparbejdede en efter min mening rigtig god besætning af sortbrogede jyske køer. Nu har en af sønnerne fået hjemmet, og vi er flyttet ind i huset her. Jah, når jeg tænker på at vi gav elleve tusind oprin deligt, og at han vel kan få henved hundrede tusind for ejendommen nu — jo, det er gået fremad.
—  Så var det slut med musikken, da du blev husmand.
—  Næh, ikke med det samme. Jeg var jo indeklemt husmand og havde brug for biindtægter. Jeg spillede i mange år til bal om aftenen, og det tjente jeg noget mere end en god dagløn ved.
Efterhånden kom der fem børn, og bedriften skulle bygges op. Vi havde kun to køer og et par kalve til at begynde med. Men nu er musikken kun fritidssyssel. Nej, så har arbejdet i husmands bevægelsen spillet en langt, langt større rolle for
mig. Jeg kom allerede i 1923 med i ledelsen af vor lokale husmandsforening.
I 1925 blev jeg formand, forøvrigt blev jeg kredsformand samme år. Så tog det , ene det andet. I 1932 kom jeg i amtsbestyrelsen, og i 1943 løste jeg Jens Peter Møller, Thorum, af som amts formand. Sidste år afløste Svend Knudsen mig på denne post.
Men jeg har den glæde stadigvæk at være med til amts bestyrelsesmøderne.
Vi gør billedet færdigt med at fortælle, at Jens Kristian Andreasen kom ind i de jyske husmandsforeningers bestyrelse i 1935, i de danske husmandsforeningers bestyrelse i 1940. 1 1955 ved Andreas Søndergaards død — blev han næstformand i de jyske husmandsforeninger og blev samtidig medlem af de danske husmandsforeningers forretningsudvalg.
—    Så var du også fuldt belæsset.
—    Ja, det kan siges. Det er blevet til nogen møder og kommissioner, og slet ikke så få foredrag.
—    Og politik —.
—    Også det. Jeg har taget slæbet ved hvert valg siden 1929. Først i Løvelkredsen, siden andre steder. Nu presser de på fra Borup-kredsens radikale venstre, at jeg skal med igen. Men — jeg er jo ikke helt ung længere. Nå, så kom jeg da også i landstinget, lige før det blev opløst. (5 juni 1953) Jeg sad der i de sidste fem måneder. — Men det er husmandsbevægelsen, der har været det vigtig ste, det vil jeg gerne understrege. Der har jeg stilet efter aldrig at svigte, så langt mine evner har rakt.
—    Har opgaverne ændret sig i de mange år.
—Åh ja, hvad de praktiske ting angår, så har de vel nok. Men hovedopgaven er den samme, efter min formening. Der er stadigvæk brug for at få dem med, der hænger agterude. Vi siger nok, at levefoden er steget, og det gælder mange af os. Men vi har mange fattige husmænd endnu og desværre er det ofte dem der er sværest at få med i arbejdet. Det gælder også stadigvæk om at gøre sig klart, hvad sammenholdet betyder.

Bestyrelsesmøde i Viborg amts husmandsforeninger. Formanden, Svend Knudsen, sidder længst til højre, og derefter mod venstre: Jens Kristian Andreasen, Otto Christoffersen og Johs. Bøvling.