SANGEN OM KVORNING –  Mel.: På det jævne. (Carl Nielsen, 1920)

http://www.ugle.dk/paa_det_jaevne.mid

KVORNING, ej ved dybe fjorde, store skove, blev du byg’t,
ej i læ af stolte bjerge, ligger du for storme trygt.
Vid og åben er din slette. Vinden stryger i din favn,
fattig mulden på din ager, engang “Hede” var dit navn.

Engang dæk’t af isens tæppe, mod dens magt du tog en tørn.
Senere en vildsom slette, kun betrådt af ulv og bjørn.
Tider skifte, mænd bar kæmpet, jorden ryddes, plov drog frem,
og hvor før sig lyngen bredte, ligger der nu hjem ved hjem.

Som et tegn på fordums vælde – dine bakker, KVORNING står,
de mod dalen tungt sig hælder, luned den i tusind år.
Her endnu sig lyngen breder, her går ræven i sin grav.
Drøm om store tavse heder – KVORNING – her din rest deraf.

Dine enge, side brede, krans’t mod syd af NØRREÅ,
til en vandring står de rede. Tungsind her kan lise få:,
skøn ved sommer – høets duften – i det fjerne gøgens kuk,
smuk ved vinter – snedækt flade – sagte høres bækkens kluk.

Er man jæger eller fisker, kender man dets fred og ro.
Er man elsker, og vil vandre, helst den vej, når man er to.
Har man for naturen øje, ved jeg, giver man mig ret,
når jeg siger: ” Disse steder, aldrig blev en fattig plet “,

Derfor, selvom kun en lille plet du er af’DANMARKS jord,
blev for os, som her har hjemme Du dog i vort hjerte stor.
Ejer du ej stolte bjerge, fostred du ej store mænd,
her var lykken dog at finde, høj og lav gik godt i spænd.

Fattig du på kendte minder – kun en kiste uden låg,
skuer vi i kirken inde – talende sit tavse sprog,
under dennes gamle stole, står den støvet i sin krog.
Blicher gjorde den en saga, tegned den i tidens bog.

Engang gjæsted dig en konge, sov der under hyttetag,
for så snart at ende livet – han i kamp led nederlag.
Otte sekler snart er rundet. Mindet lever – Grathe slag.
Kongen dræbtes. Bonden hævned hustrus ære, denne dag.

Før var sandet dine veje. Fælgen dybt skar spor deri.
Nu på tjære raskt og sporløst, alting farer dig forbi.
Een ting evigt dog det samme: Kærlighed til hjem og jord.
Alt kan ændres, kun ej dette: Inderst det i hjertet bor.

Derfor KVORNING – ukendt lille, og af navn vel knap en by,
jeg dig elsker, for du gav mig, imod livets storme ly,
og når jeg ej mer skal stride, når jeg bæres bort engang.
Tag som hilsen – Tak og Hyldest – denne lille simple sang.

Kvorning, den 26.6.1931
Christian Nielsen (Ostenfeldt Kvorning)

Kilde: Else og Harald Ostenfeldt – Kvorning