Den historiske Skrædder
Nedenstående artikel har været bragt i ”Historisk Samfund for Viborg Amt 1960”. Forfatteren har i artiklen fortalt om ”Den Historiske Skrædders” børn og børnebørn, hvilket også kan have en lokalhistorisk interesse, da såvel nogle børn som børnebørn tjente i området og blev lærere ved skoler i arkivets område.
Et bidrag til Viborg-egnens skolehistorie
ved Ejnar Poulsen
Denne skildring handler ikke i egentlig forstand om en skrædder. Overskriften er et hædersnavn til en af landsbyskolens pionerer, Jens Sørensen (1758-1824), en bondeknøs, der lærte skrædderhåndværket af sin mor, som tillige havde evne til at bibringe ham en del boglig lærdom. Skønt han ikke selv havde gået i skole, blev han skoleholder og senere fast ansat lærer og kirkesanger.
Hans to sønner fik en for de tider god undervisning hos faderen, og de fik begge lyst til at gå i hans fodspor og blive lærere; men nu krævede skoleloven af 1814 seminarieuddannelse af lærerne.
Javel! et sådant krav kunne jo bare gælde på papiret; thi i de nærmeste år efter 1814 var der ikke tilnærmelsesvis seminarieuddannede personer nok til at varetage lærergerningen i alle Danmarks anneks sogne, hvorfor man prøvede at bøde på mangelen ved at oprette de såkaldte præstegårdsseminarier; af sådanne midlertidige læreanstalter oprettedes der 12 alene i Viborg stift. En af disse var i Fallesgårde præstegård, hvor pastor Olaus Lund virkede som præst 1815-21. Han underviste nogle unge mænd tre dage om ugen om sommeren gennem tre år, hvorefter der holdtes eksamen med provst og biskop som censorer.
Her fik Jens Sørensens to sønner undervisning og fik attest på, at de var dygtiggjorte, så de på lige fod med seminarister kunne søge lærerembeder. Sidstnævntes sønner blev seminarister.
Jens Sørensen, der ikke havde gået i skole, hans søn, Peder Jensen, som havde besøgt »Fallesgaarde Institut«, og dennes to sønner, Jens og Jens Chr. Jensen, der var seminarister, har alle fire efterladt sig optegnelser, som ikke blot giver et tidsbillede, men også rummer et værdifuldt stykke skolehistorie. Navnlig Jens Sørensens selvbiografi skal man have besvær med at finde et sidestykke til.
I det følgende gengives disse beretninger helt eller i brudstykker og med de tre slægtleds egen ortografi. De bliver til et stykke skolehistorie.
En indledende slægtsoversigt kan måske lette læsningen og tillige være et hjælpemiddel for hvem, der ønsker mere besked om »Den historiske Skrædder” og hans slægt.
”Den historiske Skrædder”s efterslægt i skoler i Viborg amt.
(De i parentes nævnte tal henviser til biografierne i forfatterens bog »Viborg Amts Degne- og Skolehistorie«, 1957.)
Jens Sørensen (Den historiske Skrædder), f. 1758, 1792 skoleholder og 1808-24 lærer og kirkesanger i Pederstrup. (436).
2 sønner blev lærere:
I. Søren Jensen, f. 1787, 1820-39 lærer i Nørre Vinge.(455).
Hans søn: Jens Chr. Jensen, f. 1825, 1850-53 lærer i Mammen.(530). Død ugift.
II. Peder Jensen, f. 1789, 1812 lærer i Ravnstrup, 1829-62 i Rødding. Død 1867. (427). To sønner blev lærere, og en datter blev lærerkone:
1) Jens Jensen, f. 1817, 1832-33 omgangslærer i Agerskov i Finderup, 1841-85 lærer i Nølev ved Odder, død 1905. (413). 2 sønner blev lærere og en datter lærerkone:
a. Jens Carl Jensen, f. 1845, 1870 lærer i Fillerup ved Odder.
Hans søn: Jens Jensen, f. 1876, 1912-42 lærer i Lund pr. Højslev. (221).
b. Vilhelm Jensen, f. 1854, 1881 lærer i Rødding, 1884-1913 i Vinkel. (511). Hans datter: Sigrid Krogh Jensen, f. 1886, 1911-53 lærerinde i Viborg.(385).
c. Karoline Jensen, gift med A. J. Andersen, f. 1857 i Elsborg skole, søn af lærer Niels Andersen.(604). 1880 lærer og kantor i Odder.
2) Jens Chr. Jensen, f. 1825, 1846 lærer i Foulum, 1853-96 i Mammen. (530).
3) Ane Marie Jensen, f. 1833, gift med Niels Krogh Dyhrberg, 1860-73 lærer i Hersom. (328). To døtre blev gift med lærere:
a. Elna Marie Dyhrberg, f. 1862, gift med Chr. S. Sparsø, 1883-88 lærer i Mammen. (531). Deres datter: Nanna er gift med lærer A. E. Ellingsøe
i Skringstrup. (342). En søn: Aage Sparsø er lærer i Falling ved Odder. En anden søn: S. C. Sparsø,til 1959 præst i Søllerød og provst i Sokkelund herred, ejer de originale selvbiografier, som han velvilligst har lånt meddeleren af denne beretning.
b. Kaja Georgine Dyhrberg, f. 1867, gift med N. S. Willesen, 1887-97 lærer i Vejrum. (467). – Fru Willesen har venligst udlånt de i denne artikel anvendte fotografier.
1. Jens Sørensens selvbiografi
I Jesu Navn. Anno 1758 d. 10. Maj1) blev jeg Jens Sørensen Barnefød i Pederstrup Bye af Christelige Forældre. Min Fader var Søren Jensen, og min Moder Anne Elisebeth Christens-Datter. Begge levede den Kierligste ægteskab2) i 7 Aar.I denne Tiid velsignede vor Herre dem med 5 børn. Ao 1761 Døde3) min Fader i Hans unge Aar. Da Han var 29 Aar gl.4) Derfor blev vor Moder5) og bege Hendes Sønner, som Da levede, sat i Sorigelig omstændigheder. Thi Deres 3 børn var alle Døde og Hen Sovet i Herren. Vor Moder sad Enke i 7 Aar, baade i Pederstrup og Løvel, og Havde ingen Forsvar af nogen i verden enten hun eller vi Hendes 2de Sønner, uden af den store Herre og Gud, som kalder sig Enkernes og Faderløses Dommer og Forsvar. Anno 1768 behagede det den Alvise gode Gud, at min Moder kom i ægteskab6) igien med en Enke Mand Anders Michelsen fra Rind, Lynderupgaard Gods7). Hvorpaa baade Hun og vi, bege Hendes Sønner blev sat i kummerlig Omstændigheder. Vor Moder bekom snart en Nye Søn ved vor stef Fader. Vi maatte ud at bettle om vor brød, og vi kom i fattig omstændigheder. Hun bekom en Søn til, men Døde bege to Ano 1774.
Anno 1769 kom jeg til Tuelstrup i Hvam Sogn at tjene fra Peders Dag og til Mikkels Dag at vogte Qvæg, og fik netop 5 M. 8 Sk. til Løn, anden Aar 1770 fik jeg 1 Rdl. 8 Sk. samme sted. Der efter kom jeg Hjem til min Moder, som da allerede var kommen fra Rind til Pederstrup at siid Til Huuse hos Peder Andersen, saa kom vi til 0stergaard; der bliv jeg Syg af sprinkel [forrådnelsesfeber] fra St. Hans Dag og til Kyndelmesse, kom ej op i gien føren til Paaske Hellige Dage. Jeg var fra min forstand i 12 uger. Der gik 3 løse been af min lænd, og Død Kiød af mig 3 Steder, og jeg gik ved krykker den halve Sommer, siden Hialp vor Herre, at jeg fik Sundhed og Kræfter Dag efter Dag; naar ingen andre kan Hielppe, saa kan Han. Det er en Sandfærdig Beretning. Anno 1772 er det Skeed, og 1773 kom jeg Op i gien, Herren være lovet. Derefter blev jeg Syg en gang om Aaret, indtil 1778. Da havde jeg Kolde Sygen i 7 Uger, siden den tiid bliv jeg ej ligen Syg. Og samme Tiid kom jeg til Søedalh at tjene. Der var jeg fra og til i 4 Aar. Derefter bliv jeg Hieme hos min Moder at lære Skræder Haandværk.
Anno 1778 St. Povels Dag Døde min Moders Fader Paa Kiølsen Mark8). Saa drog min Moder og Jeg til min Faster, min beste Faders Kone. Der bliv vi siden den Tiid.
Anno 1784 bliv jeg gift9) med Peder Jensen Klaris10) Skræder i Rødding Hans Datter Birgita Catrine. Da var jeg 27 Aar og min Kone var 38 Aar gl. Anno 1785 gav vor Herre os en Datter Anne Elisebeth11), som Døde 1790. Anno 1787 velsignede vor Herre os med en Søn den 21 Janarii Søren Jensen12). Anno 1789 velsignede vor Herre os med en Søn den 20 May Peder Jensen13). Anno 1792 den 1 May gav vor Herre os en Datter i gien.
Vor stif Fader kom Hiem til os 1789 Nytaarsdag14) og bliv Hos os indtil Hans Døde Dag, som skeede Anno 179915). Nu var der ej betydelig ind til 1800. Da bliv der en Dyr tid, at en skippe rug kostet 1 rdl., men 1801 bliv endnu Dyrer, Thi en skippe korn kom til at koste 2 slette Daler og der over, og det begyndte eller vi arme Mennesker at vi Skulde slet intet faa. [Her må mangle et par ord.] Men saa Hialp vor Herre at der kom noget ind at det gik i 1 rdl. i gien. Samme Aar var der en stor Søeslag ved Kiøbenhavn16) i mellem Danmark og Engelsmanden, Hvoraf de Danske mistede 1000 Mand og 6-800 bliv saarede, og de Engelske mistede 1200 Mand og de saarede 800 mand. Men saa bliv der Fred sluttet i mellem alle Christelige Potentater samme Aar. Gud være Ære, Lov og Pris, som beviser os meget got.
Anno 1802 var der ej betydelig, uden Ruget gik i 3 M. baade under og over, bygget var 2 M. og Haured var 12 Sk., samme Aar var der ogsaa en vaad sommer og Ruget tog skade, Hvorfor Det ogsaa Anno 1803 blev Dyre i gien, Ruget gik i 1 Rdl., byg i 2 M. 8 Sk. og meere. Havren 1 M. 4 Sk. og meere, samme aar i April maaned den 4 April var der en stor torden og lyen Ild og Regn som seer ud til en frugtbar Vejrlig. Korn bliv ved at blive Dyre, fra 5 M. til 1 Rdl. og noget over ind til 1807. Da gik en Skip rug i 3 M. 4 Sk., og det var da tegn til et got aar. Men saa kom den Lumske Fiende Engelsmanden i gien, d. 16′ Augusty med en Hær og Flaade, 35000 mand, og overfaldt Kiøbenhavn og Sælland og store Belt og giorte en stor Skade, saa det neppelig forvindes.
Anno 1808 d. l’ Oktober Hjalp vor Herre mig, at jeg blev …….
Her mangler et blad; men sønnen, Peder Jensen, supplerer faderens optegnelser:
»1808 hjalp Gud og Mennesker, at han blev fast Skolelærer og Kirkesanger i Pederstrup og fik da en taalelig Løn = 6 Td. Korn, Offer og Accidenser, Smaaredsel o. s. v. I Aaret 1816 forbedredes hans Løn med 9 Td. Byg efter Kapitelstakst, hvilket Embede han vedblev at forrette med Nidkjærhed i sit Fæstehus med meget ringe Lejlighed indtil sin Død 1824, d. 4′ Juli, da han døde i et Slag i en Søvn ude i Haven17), samme Dag som han havde forrettet Gudstjeneste i Kirken. – Min Moder havde 10 Dage i Forvejen brækket sit ene Laar, hun laa ved Sengen i 10 Uger og brugte Lægen Districtschirurg Weihe i Viborg, hvilket kostede hende 30 Rdl., men var dog saa lykkelig at komme til at gaa igjen og levede næsten 9 Aar efter, da hun døde18) hos min Broder i Vinge Skole, 86 Aar gl.«
2. Jens Christian Jensens tilføjelser
»At Bedstefader ikke havde drevet det vidt i at skrive Dansk, navnlig hvad Retskrivning angaar, ses af hans efterladte foran nedskrevne Optegnelser. Men hvorledes skulde han have bragt det videre, der, saavidt jeg erindrer efter min Faders Udsagn, aldrig havde gaaet i nogen Skole19); men hvad han havde lært i sin Barndom, skyldte han udelukkende sin Moders Undervisning, og jeg tror ikke engang, hun kunde lære ham at skrive. Skrivefærdigheden havde han selv i en senere Alder tillært sig, ligesom han ved flittig Læsning, mest i Bibelen og gudelige Bøger, havde søgt efter fattig Lejlighed at tilegne sig flere Kundskaber.
Moderen, der vistnok var en velbegavet og efter den Tid veloplyst i sin Kristendom og dertil en troende Kvinde, havde undervist sine to Drenge saaledes, at de tidlig besad stor Læsefærdighed, lærte udenad deres Katekismus, mange af Kingos Salmer og Pontoppidans Forklaring, ligesom hun holdt dem til at læse flittig i Bibelen. Hun lagde saaledes ved Guds Bistand i dem begge en god Grundvold, saa de i ældre Alder saaes at være enfoldig troende Kristne, dertil bedre oplyste, navnlig i deres Kristendom og Læsefærdighed, end deres jevnlige, hvilket gav dem det Fortrin, at de søgte videregaaende Oplysning og siden begge blev agtede skikkede til at antages som Lærere. Fader talte om denne sin Bedstemoder med stor Taknemlighed og Kærlighed. Han erkendte, at han af denne gamle troende, gennem megen Modgang prøvede Kvinde havde modtaget mangen god Paavirkning, der ikke glemtes. Hun skal have været en meget dygtig Skrædderske, der havde fulgt sin Fader paa Skrædderhaandværket, før hun blev gift, fortsatte dermed i sit første Ægteskab, i Separationstiden under sit andet Ægteskab, ja selv paa sine gamle Dage vedblev hun at sy og hjalp Bedstefader, der jo havde lært Haandværket af hende. De arbejdede tidt sammen, endog ofte langt ud paa Natten, naar han havde travlt, ofte efter at han først havde holdt Skole om Dagen. Først da han blev fast ansat ved Skolen 1808, holdt han omtrent op med Skrædderiet. Til den Tid havde mine Bedsteforældre det meget fattigt og maatte kæmpe haardt for Udkommet, ja havde stundom svært ved at skaffe Brød i Huset, især i de Aar, da »Ruget var saa dyre«, som Bedstefader melder om. Det er derfor ikke saa mærkelig, at han skriver saa meget om Kornpriserne.
Bedstefader skal have haft en god Sangstemme og Sans for Musik. Han lærte sig selv at spille Violin, naturligvis uden Noder. Han kunde spille til Forsamlinger. Jeg husker Fader fortalte om et Bryllup, der holdtes i Pederstrup By midt i den usædvanlig strenge Vinter 1799, hvor han og hans Broder og Søster ogsaa var med. Fader og hans Søster blev baarne derhen gennem de mægtige Snedriver. Ved dette Bryllup var Bedstefader Musikanter, og Bedstemoder var Kokkekone. Hun skal have været dygtig til at lave Mad, var renlig og proper, hun havde i flere Aar tjent paa pæne Steder i Viborg.
Bedstefader begyndte at holde Skole i Pederstrup 1792. Skolen var kun om Vinteren, ofte kun fra Mortensdag til Pedersdag (11/11-22/2). Der var først Skole paa Omgang i Gaardene. Børnene gik samlede, baade store og smaa, og som Skolestue brugtes Dagligstuen, hvor Gaardens Folk færdedes og varetog Husets Gerning. – Konen spandt, Pigerne kartede, Vuggen gik, de smaa Børn græd o. s. v. Hvem forstaar det? Hans Løn var 4 Rdl. aarlig, Kost i Gaarden, hvor Skolen holdtes, nogen Fourage til en Ko, der om Sommeren gik frit med Byhjorden paa Overdrevet.
Undervisningen omfattede ikke ret mange Fag, først og fremmest at lære Børnene at læse, og saa mange som lærte at skrive lærte ogsaa at læse Skrift. Hans Elever blev dygtige til at læse og stode heri meget foran Børnene i Rødding og Løvel20), det samme var Tilfældet med Undervisningen i Religion. Bedstefader fortalte Bibelhistorie, saa Børnene huskede det og var flinke til Bibelhistorie uden at have set nogen Bog af dette Navn. Denne hans Maade at undervise paa ved at fortælle af Bibelen – med Tro og Varme – var sikkerlig ellers ukendt i Skolen paa den Tid. Børnene i Pederstrup stod i Kristendomskundskab over Børnene i de to andre Skoler i Pastoratet, saa de ved Kirkevisitatser udmærkede sig; dette tildrog sig de Foresattes Opmærksomhed, og Bedstefader kom til at staa højt baade hos Provst og Biskop, hvilket førte til at han fik fast Ansættelse 1808. Der skulde nu ogsaa undervises i Regning, især efter 1814, da det blev et befalet Fag; det magtede Bedstefader ikke. Min Fader prøvede paa at lære ham »de fire Spesier« m. m. Bedstefader, der dengang var 50 Aar, havde Vanskelighed ved at følge Sønnens Undervisning, saa de snart holdt op hermed, idet Bedstefader udbrød: »A ka’ minsand et lær’ et aa dæ, Pier, do haar aalt faa le´t Taamodighied, aa do gjø’ mæ hielt forstyrret, mi’ Hued ka’ et haald te’et.«
Bedstefader var i høj Grad fredselskende, saa han hellere led Uret end at paatale sin Ret. Skulde derfor noget paatales eller føres igennem, maatte Bedstemoder taget Stødet op for ham. Hun besad en kraftig Karakter og vist ogsaa nok saa skarp Forstand, saa hendes Sønner, min Fader og Farbroder, heri lignede hende mere end Faderen. Men en ærlig, oprigtig Sjæl har Bedstefader været, en ydmyg, troende Kristen, en flittig, tro Arbejder i al sin Gerning. I den ellers rationalistiske Tid i min Barndom mindes jeg, at der blandt de ældre Folk i Pederstrup, af hvilke de fleste vare hans Elever, var bevaret mere gammeldags, enfoldig Gudsfrygt end i de to andre Sogne i Pastoratet, og han omtaltes og mindedes altid af dem med Kærlighed og Taknemlighed som en god Mand. Flere af Mændene i Pederstrup, som var Ungdomsvenner og jevnaldrende med min Fader, besøgte ham i Rødding, og i deres Samtaler hørte jeg stedse min Bedstefader blive saaledes omtalt. Velsignet være hans Minde!
Nærmest som et Kuriosum vil jeg anføre, at en gammel Mand paa omtrent 80 Aar, der levede 1846 i Formyre, Tjele Sogn, det første Aar jeg var Lærer i Foulum, fortalte mig, at han saa godt kendte Bedstefader, da han var barnefødt i Vraa i Pederstrup, og Bedstefader havde flere Gange syet i hans Hjem. Han sagde: »Vi kaldte ham »den historiske Skrædder«; thi han fortalte saa mange kønne Historier.«
3. Peder Jensens selvbiografi
»Begyndt at skrives i Rødding d. 21′ November 1836. Det er i Dag 24 Aar siden jeg kom til Ravnstrup for at holde Skole, og da det er en mærkværdig Dag, fordi jeg da begyndte en vigtig Forandring i mit Liv, saa vil jeg nu derfor begynde at skrive mit Levnetsløb.«
Han begynder med sin fødsel, forældre og forslægt, hvilket stort set er en gentagelse af faderens beretning og derfor udelades her, og fortsætter:
»Efter at jeg christelig var bleven opdragen, indtil jeg var 8½ Aar gl., kom jeg ud at tjene mit Brød, og jeg tjente da først i Claris21) i Rødding Sogn i Sommerhalvaaret 1797 og 1798 for Faarehyrde og udstod efter min Alder og Kræfter ikke faa Besværligheder, netop i samme Gaard, hvor min Bedstefader var født 81 Aar tilforn, og som hans Broderkone, der var gift med hendes 2′ Mand Morten Klaris, endnu beboede. Aaret efter, 1799, tjente jeg hos min Farbroder Chr. Sørensen i Nr. Vinge for at flytte hans Ko og Faar. Han var kommen dertil 1798 og bleven gift med en gl. Skoleholders Søster og holdt Skole for ham, indtil 1809, da han blev kaldet til fast Skolelærer sammesteds. I Sommeren 1800 og 1801 tjente jeg Gaardmand Søren Jensen i Vraae for Hyrdedreng. Samme Aar var her Krig og Søeslag ved Kjøbenhavn, hvorover her var en meget dyr Tid paa Korn, saa at mine Forældre kunde ikke evne at holde mig hjemme om Vinteren; jeg kom da til Hørrup at tjene i Efteraaret 1801 og blev der et heelt Aar til l’ Nov. 1802; det var et meget vaadt Aar, og jeg havde ondt nok i denne Tjeneste, som tillige ikke var god. Jeg var Fæhyrde og skulde vade i Kjær og Eng i Vand daglig.
I Efteraaret 1802 kom jeg til at tjene i Aarestrup i Løvel Sogn hos Gaardmand Peiter Villumsen for stor Dreng eller Plovkjører og tillige gjore Arbejde. Der tjente jeg i 7 Aar indtil l’ Nov. 1809, de 6 første Aar for ovenmeldte Drengs Tjeneste og det 7′ Aar for Karl hos hans Svigersøn Jens Tougaard. I denne Tjeneste havde jeg baade godt og ondt. Her nød jeg den Lykke at høre Guds Ord ofte læses og forklares, Morgen- og Aftenbøn næsten daglig holdtes, mange Samtaler om Aandelige Ting med Manden, P. Villumsen, som var en Mand, der lagde sig efter og talte ofte om slige Ting, hvilket Virkede især paa mig og opvakte min Forstand, da jeg havde lært Mere deraf end Andre ved min gode Faders Undervisning og gode Exempel. Ogsaa lærte jeg af bemeldte Hosbonde at regne de 4 Specier og Regula De Tri, hvilket ikke lærtes i Skolen, og som min Fader ei havde lært. Jeg blev ogsaa øved i Skrivning og Skriftlæsning; thi P. V. var Lægdsmand og derover gaves ofte Lejlighed dertil.
I samme Tjeneste blev jeg konfirmeret, jeg blev dertil forberedt af en Kapellan, Hr. Valeur22), hos Præsten, Hr. Aastrup, og blev af Første confirmeret i Løvel Kirke Aar 1807 da jeg var 18 Aar gl., hvilken Alder i denne Tid var den almindelige Confirmationsalder. Dette var det Gode, jeg modtog i denne Tjeneste, og som jeg erkender at være et vigtigt Gode; thi derved blev jeg ei alene forberedt til dette Kald, jeg siden blev skjænket; men jeg blev ogsaa saaledes opvakt, at jeg fik altid den aandelige Aarvaagenhed, hvorved jeg altid kan give Agt paa mig selv, og bestræbe mig for at vandre paa den rette Vej til det evige Liv, hvortil Gud af Naade for Jesu Skyld hjelper mig!
Ogsaa traf jeg megen Modgang i samme Tjeneste. Jeg var kun 13½ Aar og havde smaa Kræfter, da jeg kom i Tjenesten, og derover var Arbejdet, jeg blev sat til, mig ofte for svært at udføre, især i Førstningen; jeg blev sat til at tærske med en stærk Karl, som vilde presse mig over Evne. Om Foraaret i Pløjetiden skulde jeg og de øvrige Drenge i Byen vogte Hestene om Natten ude i Kulde, og alligevel følge Ploven om Dagen, alt Arbejde i Byen gik altid om Kappen, fordi Byen laa i Fællesskab, og derover skulde man altid jages over sin Evne, ligesom ogsaa de gjorde Hoveri-Arbejde til Søedal, hvorved Arbejdet altid var mere og strengere.
Jeg havde ogsaa Sygdomme nogle Gange og kom for tidlig derefter til Arbejde og i Kulden. Desforuden indtraf ofte flere Modgange, som her vil blive for vidtløftigt at fortælle.
I Efteraaret 1809 flyttede jeg fra denne mærkelige Tjeneste til Vinge til Gaardmand Albret Sørensen for Tjenestekarl. Samme Efteraar blev jeg saavel som min Broder tagen til Soldat og skulde begge møde ved 2′ Jydske Infanteri Regiment den l’ Maj 1810 i Holbek i Sjelland. Jeg tjente imidlertid hos bemeldte Albret i Vinge i Vinteren 1809 og 1810; men i denne Tjeneste blev jeg belagt med Brystsvaghed og tærende Sygdom og maatte ligge en Tid til Sengs, og i en Maaned være hjemme hos mine Forældre. Jeg blev henimod Foraaret noget bedre af Helbred og kom i Tjenesten, men dog ei frisk for Brystet. I April Maaned kom Ordre, at jeg og alle Rekrutter, hvoriblandt ogsaa min Broder, skulde møde i Viborg d. 17′ April for at transporteres af en Officer om ad Fyn til Sjelland, fordi Fjenden, Engelsmanden, havde besat alle Vande imellem Jylland og Sjelland. Skjønt jeg ei var frisk, saa tænkte jeg ei paa andet end at møde efter Ordre, og rejste derfore af min Tjeneste hjem til mine Forældre nogle Dage i Forvejen og laved mig til; men den første Nat efter Hjemkomsten blev jeg angrebet af en heftig Sygdom, saa Ingen havde troet, at jeg havde levet, jeg maatte altsaa blive hjemme, da min Broder og mange Andre her fra Egnen reiste til Regimentet. Da jeg saaledes havde lagt 14 Dage, hjalp Gud, at jeg begyndte at bedres igjen, dog varede det længere Tid, førend jeg kunde faae mine forrige Kræfter, ligesom jeg ogsaa beholdt Brystsvaghed efter Sygdommen i en ikke ringe Grad, og forbundet med Hoste. Jeg blev da hjemme en Tid hen paa Sommeren, og var nu i slem Omstændighed; thi mine Forældre kunde ei evne at beholde mig hjemme, da deres Forfatning var simpel, og jeg var ei rigtig frisk, at jeg kunde tage Tjeneste, og gjorde jeg dette, saa skulde jeg rejse til Regimentet, hvilket jeg nødig vilde, ei heller vel kunde udføre. Trangen til at tjene Noget drev mig da til at tjene i Byen i Bjergningstiden, og Lægdsmanden taug med at melde mig; men Arbejdet var gsaa over mine Evner, alligevel da jeg ei havde lært andet end Bondearbejde kunde jeg ei tage mig andet for.
Sommeren 1810 tjente jeg 2 Mænd i Pederstrup, nemlig Niels Nymp og Christen Haurits, hver 3 Dage om Ugen, som var strængt for mig; men som jeg gjorde for at tjene større Løn til Klæder og til Krigstjenesten, som forestod mig næste Aar, 1811, endskjøndt jeg beholdt Hoste og Svaghed for Brystet. Ved Sessionen 1810 blev jeg paalagt at møde ved Regimentet i Holbek i Sjelland l’ Maj 1811; men samme Vinter blev min Brystsvaghed større igjen, og jeg kunde ei rejse til Regimentet, hvorover jeg fik Tingsvidner og blev fritagen derfor; samt ved Sessionen 1811 blev anført i Roullen som brystsvag og reen frigivet. I Sommeren dette Aar blev jeg igjen noget bedre og tjente da 3 Dage om Ugen hos Niels Torsager i Aastrup, som ogsaa var strængt for mig. Vinteren 1812 var jeg hjemme; men Sommeren tjente jeg 3 Dage om Ugen hos Gdm. Søren Østergaard i Pederstrup. Jeg følte da ofte, at Arbejdet var og blev mig for strængt at vedblive, endskjøndt jeg baade havde Lyst og Gaver dertil; jeg tænkte derfore ofte paa og bad Gud om at blive Skolelærer, hvortil jeg ogsaa forberedte mig ved idelig Læsning, Skrivning og Regning.
I Efteraaret 1812 søgte jeg Biskop Bloch og Amtsprovst Stockholm om at blive Hjælpelærer et eller andet Sted, og jeg blev da ogsaa ansat som Saadan til Ravnstrup Skole23), hvor der var en meget svag Skolelærer, navnlig Jens Thomasen, hvor jeg kom d. 22′ Nov. 1812. Her var jeg Hjælpelærer i Vinteren 1813, 14, 15 og 16, da han døde i Februar. Jeg søgte da Embedet, og blev godt anbefalet af Provsten og Præsten og hele Skolekommissionen; men fordi jeg ei var oplært paa et Seminarium, stod det endda haardt at faa Embedet; thi 1814 var en ny Skoleanordning udgiven, som ikke tillod andre end Seminarister, eller dem, som havde lige Kundskaber med dem, at faae Skole-Embeder; og endskjønt jeg havde stræbt at dannes og lære de vigtigste Gjenstande, saa manglede jeg dog Kundskaber i Nogle, saasom i Geografi, Fædrelandshistorie o. s. v. Men paa samme Tid tilbød sig en af Forsynet tilskikket lykkelig Begivenhed for mig, idet at en ny Præst, navnlig Hr. O. Lund24), Catechet i Nykjøbing paa Falster, blev Præst i Fallitsgaarde, og da han havde været der ½ Aar, og kjendte min Lyst, Iver og Gaver, tilbød at undervise mig og Muliggjøre mig til Skolelærer, hvorpaa jeg blev kaldet til dette Embede d. 8′ Juni 1816.
Jeg gik derefter til ham 3 Dage om Ugen i Sommeren 1816, 17 og 18 tilligemed 5 Andre, hvoriblandt ogsaa min Broder, da Præsten Lunds Undervisning blev offentlig authorisered Læreanstalt, og jeg tilligemed 5 Omtalte tog offentlig Examen d. 9′ Okt. 1818. Denne Tour til Fallitsgaarde, som var 5 Fjerdingvej, og tillige være borte 3 Dage i Rad, var mig stræng nok, da jeg i Foraaret 1816 havde faaet en Svaghed i Maven, som forvoldte mig daglig Smerter, og som har vedblevet siden den Tid og er mig en daglig Byrde; men denne blide og gode Mand var ret en Hjertens god Lærer, saa man kunde længes efter at komme til ham. Han var Præst for disse Menigheder i 5¼ Aar, og ikke har jeg havt hans Lige enten før eller siden.
Aar 1817 d. 12′ Apr. skete den vigtige Tildragelse med mig, at jeg indgik Ægteskab med min Formands ældste Datter Margrethe Catrine, og min Svigermoder forblev hos os. Jeg var den Gang 28 Aar gl. og min Kone 22 Aar og 2 Maaneder gl. – Dette vort Ægteskab har Herren velsignet med 8 Børn: 4 Sønner, 4 Døtre:
1. Jens, f. 26′ Aug. 1817.
2. Katrine, f. 4′ Aug. 1819, død 24 Timer gl.
3. Katrine Marie, f. 31′ Aug. 1820, død 19′ Nov. 1821.
4. Birgithe Catrine, f. 16′ Sept. 1822.
5. Jens Christian, f. 14′ Apr. 1825.
6. Peter Christian, f. Julenat 1827.
7. Søren, f. i Rødding 13′ Jan. 1831.
8. Ane Marie, f. 11′ Sept. 1833.
Vi boede i Ravnstrup, hvor jeg var fast Lærer i 13½ Aar; derfra flyttede vi med vore 4 ældste Børn og min Svigermoder d. 9′ Apr. 1830 til Rødding, hvor jeg blev Kirkesanger og Skolelærer. Dette Embede var noget bedre end Ravnstrup, især Offer og Accidenser; men jeg havde dog mange Bryderier og Besværligheder især i Begyndelsen med at faae Bygningen istandsat, som var meget brøstfældig, og Skolekommissionen var, især Formanden, lempelig at foranstalte det Fornødne. Alligevel fik jeg dog Bygningerne nogenlunde istandsat i de 2′ første Aar, at vi kunde boe deri; men jeg maatte ogsaa koste ei saa lidet derpaa med Tragtement og Brændevin. Siden den Tid havde vi boet i Rødding, uden at noget Mærkeligt har tildraget sig med vores Familie. Dog kan dette ogsaa henhøre til vor Families Fortælling, at min Moster, som havde været gift med Skrædder Jens Munk25) og sad paa hendes Aftægt efter hans Død, flyttede til os i hendes sidste Tid med de Ejendele, hun havde i Behold, for at blive plejet i hendes Svaghed og Alderdom, hvilket vi ogsaa gjorde efter bedste Evne. Hun døde d. 30′ Januar 1839, ½ Aar efter hun var flyttet til os.
Min kjære og eneste Broder, Søren Jensen, som var Skolelærer i Vinge, og som havde været i Krigstjeneste i Krigens Tid fra l’ Maj 1810 – i Juli 1814, da han kom hjem, rejste til Kjøbenhavn i Efteraaret 1814 for at tjene, da han der var bleven godt bekjendt, imens han laae i Krigstjenesten; men han fik Sygdom og en stærk Brystsvaghed, saa han maatte rejse hjem igjen i Efteraaret 1815, og vedblev at være meget brystsvag, saa vi ikke troede, at han havde levet; dog blev han ved Guds Hjelp og Naturens egen Virkning saaledes, at han om Sommeren derefter kunde arbejde lidet, som tillige ved at være i den frie Luft fremvirkede hans bedre Helbred, og i Sommeren 1818 var han hos mig i Ravnstrup og deeltog i Pastor Lunds Undervisning i Fallitsgaarde for at dannes til Skolelærerfaget. Han fik da ogsaa ved Examen d. 9′ Okt. 1818 Carakteren Godt og kom derefter til min og hans Farbroder i Vinge for at hjelpe ham ved Undervisningen. I Sommeren 1819 blev han af Amtsprovst Stockholm begjert og anbefalet til Lynderupgaard at være Lærer for Mad. Kruses Børn, hvilket han udførte med Lyst og Foresattes Tilfredshed.
I Efteraaret 1819 maatte han igjen tage til Vinge for at hjelpe sin Farbroder, som var bleven mere svagelig, og i Aaret 1820 afstod hans Farbroder Embedet til ham, imod at give sig og Hustru Pention deres Livstid, som varede i 9 Aar derefter. De døde begge i Efteraaret 1829.
1821 d. 3′ Juli indlod min Broder sig i Ægteskab med en Jomfru Mohr fra Mariager, hvilket Ægteskab blev velsignet med 5 Børn: 3 Sønner og 2 Døtre. Min Broders Brystsvaghed vedblev og tiltog mere og mere, saa han havde ofte meget ondt ved at forrette sit Embede, indtil 1838 paa 4′ Advents Søndag, da han i meget streng Frost ved at forrette Tjeneste i Kirken26), blev saa angreb en af Svaghed og Hoste, at han ofte maatte ligge ved Sengen i Vinteren 1839; dog bestyrede han Skolen indtil hen i Foraaret, da hans Brystsvaghed tiltog i den Grad, at Enhver kunde skjønne, at hans Levetid snart vilde ophøre, hvilket ogsaa skete d. 14′ Maj s. A. – Han efterlod sig en bedrøvet Enke og 4 uforsørgede Børn. Det ældste Barn, en Datter, var død forhen ¾ År gl., den næstældste Søn var 13½ År, det 3′ Barn, en Søn, 10½ År, det 4′ Barn, en Datter, 7 ¾ År, og det 5′ Barn, en Søn, kuns 5 Maaneder gl., hvilket sidste Barn Herrens Visdom fandt tjenligt at bortkalde fra Verden 8′ Uge efter dets Faders Død, da det var ½ Aar gl.
Dette min Broders Dødsfald gjorde et dybt og højst sørgeligt Indtryk paa mig, da han var min eneste Broder, som jeg holdt meget af og havde bestandig havt ret inderligt Venskab, og nu tillige skulde døe fra sine kjære Efterladte, der saa meget behøvede hans Forsorg, især i den Stilling og Kald, hvori de vare satte. Hans Alder var kun s 52 Aar 4 Mdr. – Jeg røres meget med Længsel og Sorg indtil Taarer, da jeg skriver dette. Jeg, som med Apostelen Peder maa tænke og sige: Jeg veed, at min Pauluns Aflæggelse ogsaa er snart forhaanden, hvilket vor Herre Jesus ved en langvarig Svaghed har aabenbaret mig. Soli, Deo, Gloria! Min Broders Levnetsløb, som her i Korthed er anført, er saa nøje forbundet med mine Tanker og Følelser, at jeg derfor har anført dette Lidet deraf.
Jeg begynder her igjen at indføre Lidet om mig selv d. 24′ Juli.1850, nu jeg er 61 Aar og 2 Mdr. gl. Jeg har nu været her i Rødding 20 Aar og 8 Mdr., og jeg forundrer mig storligen over Guds særdeles Godhed imod mig og Mine; thi jeg havde aldrig troet at levet saalænge. Gud være derfor takket og priset. – Der er da ikke foregaaet i den sidste Tid noget Mærkeligt med mig selv eller min Kone; men med vore Børn og øvrige Familie er der sket Forandringer, som jeg ogsaa vil anføre:
Min ældste Søn, Jens, blev Seminarist 1837, da han var 20 Aar gl. og fik Hjælpelærerplads ved Randlev Skole sønden Aarhus s. A. Den faste Skolelærer døde der i Begyndelsen af Aaret 1838, og min Søn kom til Saxild 1/2 Miil derfra, hvor han var Hjælpelærer i næste 4 Aar, da han blev kaldet til fast Skolelærer i Annexsognet Nølev 1842, da han var i sit 25′ Aar. 1844 blev han gift med Degnen Kaalunds Datter i Saxild, og de leve lykkelig med hinanden i Nølev.
Min næstældste Datter, Trine, lærte Skræddersyning i Viborg, da hun var 17 Aar gl. Hun har for det meste været hjemme og syet i Omegnen indtil i Aaret 1849, da tog hun Tjeneste hos en Landmand Cloos ved Klode Mølle som Huusholder, hvor hun endnu er.
Vor anden Søn, Jens Christian, blev ogsaa Seminarist i Efteraaret 1845 og blev strax Hjelpelærer i Foulum, men fik Embedet i September 1846 og blev gift i Oktober 1848 med Skolelærer Gregersens Datter, og de leve ved dette i et kærligt Ægteskab.
Vor 3′ Søn, Peter, blev efter 5 strænge Lære-Aar i Vejle Snedkersvend hos sin Mester Kaalund Aar 1849, og 3 Maaneder derefter i Januari 1850 ordret at møde ved Exereerskolen i Nyborg, hvor han og Flere maatte lære i 8 Uger i stræng Vinter. Sidst i Marts Maaned rejste de til Als, hvor han laae i Qvarter i en Landsbye nærved Augustenborg og havde det godt indtil nu midt i Juli, da høre vi, at han med flere ere rejste til Flensborg for at møde Slesvigholstenerne som Fjender og indtage Provindsen Slesvig. Gud alene veed, hvad der nu vil skee. Vi bede inderlig, at han vil styre Alt til en god Ende, at vi kunde faae Fred igjen; thi det er en Jammer at see sine Børn lemlæstede, og vi tillige høre Krigens Rædsler. Denne gode Søn, Peter, ligger os meget paa Hjerte; thi han var en god Søn, altid lydig, skikkelig og føjelig og havde erhvervet sig Yndest hos sin Mester i Læretiden og hvem Andre, han omgikkes med. Gud lad og see ham igjen ved Helbred!
Den 4′ Søn, Søren, kom d. l’ April 1849 i Landvæsenslære hos Landmand Viinholt i Røved Mølle mellem Aarhus og Randers, hvor jeg betaler for hans Lære 40 Rdl. det første Aar, han arbejder med. Han er nu paa 2′ Aar og skikker sig vel og er yndet. Gud skee Lov, at vi have Glæde af vore Børn!
Det sidste og yngste af vore Børn, Marie, som nu næsten er 17 Aar gl., er svag af Helbred og kan derfor ei tjene blandt Fremmede. Gud hjelp og styrk hende, om det er hans Villie, at hun skal leve, især naar vi ved Døden bortgangne ere, da hun saa ingen anden Forsørger har, end den algode Gud i Himmelen, og han kan ogsaa gjøre det langt bedre, end vi kunne tænke eller forstaae. Derpaa ville vi haabe og trøste os. Vi have hidtil havt saa store Prøver paa Guds faderlige og naadige Forsorg, at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjelper, jeg vil ikke frygte – Amen!
Den 2′ September 1854, da Meget i vor Familiekreds er passeret siden sidst jeg skrev, begynder jeg igjen at optegne, hvad Mærkeligt der er foregaaet i denne hensvundne Tid, 4 Aar:
Jeg har da ved Guds Bistand selv bestyret mit Embede, ofte med svag Helbred; men først i August dette Aar 1854 blev jeg af det alvise Forsyn paalagt en hidsig og stræng Sygdom, især i Maven i 3-4 Uger, at jeg maatte søge Lægen, og jeg havde ej troet, at jeg havde levet; men den algode Fader vilde det anderledes; thi han først lindrede Sygdommen, og da jeg havde lidt Korset i 4 Uger, borttog han Sygdommen, undtagen den forhen havte Svaghed, som er stræng nok, og den beholder jeg vist til mit Livs Ende; men Herren hjelper mig som hidtil at bære den. Denne strænge Sygdom har især virket paa mig til at ringeagte Verden, undtagen hvad jeg skal nødes til at bruge den, og søge efter det Himmelske og være bered til at følge, naar Guds Viisdom behager at kalde mig herfra. Gud giv mig sin gode Aand til at virke med Iver og Nidkjærhed i mit Kald den korte Tid, jeg endnu skal være her i Verden!
Min Kone, som ogsaa er skrøbelig, udfører daglig sine Gjerninger med Flid og Nøjagtighed; men hun havde ogsaa det store Uheld paa samme Tid, som jeg laa syg at skolde sin ene Fod med koghed Vand, som forvoldte hende store Smerter og forhindrede hende i at gaae, saa at hun maatte ligge lang Tid tilsengs, saa vi laae begge to paa samme Tid i hele Høsten og maatte have alt vort Arbejde gjort ved Fremmedes Hjælp, som var stræng for os. Efter at jeg er staaet op af Sengen fra Sygdommen, er jeg saa afkræftet, at jeg neppe kan gaae; men vi maae huske og sige med Job: Skulde vi alene modtage det Gode etc.!
Vore Børn ere alle i Velgaaende. Min ældste Søn var her at besøge mig i min Sygdom, og han har nu 4 Børn, som ere friske, og han begaaer sig godt. Min anden Søn, J. Chr., fløttede fra Foulum til Mammen Embede i Januar d. A., han har det godt, men har ingen Børn. Min 3′ Søn, Peter, kom lykkelig hjem fra Krigen og arbejdede som Snedker først 1/2 Aar i Vejle, ¼ Aar i Randers og er i Juli d. A. rejst til Kjøbenhavn i Forening med sin Fætter for at uddanne sig i deres Haandværk. Min 4′ Søn, Søren, tjener paa Ny-Ryumgaard for Avlsforvalter og begaaer sig meget godt. Min ældste Datter, Trine, tjener i Sommer for Husholder i Hørrup Mølle. Min yngste Datter, Marie, er hjemme og hjælper os, og vi har haft god Hjælp af Hende nu vi vare syge. Hun er ogsaa Gud skee Tak bedre af Helbred. Saaledes har Herren gjort det vel altsammen; thi Korset skikker han os til vort sande bedste, det siger han i sit hellige Ord, og dette kunne vi ogsaa forstaae er Sandhed – Gud hjelp os at bruge det ret!
1858 den 3′ August har jeg atter Noget om mig selv og min Familie at skrive. Det, der rører mig i Øjeblikket meest, er, at min afdøde Broders Datter, 27 Aar gl., er nylig død hjemme hos sin Moder i Vinge, hvor de havde og ejede et Huus. Hun var i sin Levetid en meget god Pige, baade gudfrygtig og kjærlig mod sin Moder, og tillige flittig til at virke med sine Hænder, saa det saa ud til, at hun skulde bleven sin Moders Hjælp og Støtte; men Gud vilde det anderledes. Hun laae tilsengs bestandig i 14 Uger og leed Meget, foruden at hun i længere Tid havde været svag. Meget mærkværdig er det, at hun døde paa sin 27′ Gebursdag. Ligeledes mistede hendes Moder sin ældste Søn, da han var 28 Aar gl., hos hvem hun da var i Mammen, hvor han var Skolelærer i 3½ Aar, og derved fik en stor Sorg, og nu atter sin eneste gode Datter, hvorved Moderen igjen fik stor Sorg og Tab; men Guds Villie maa jo være den bedste, og derved alene kan hun og vi andres trøstes.
Jeg har alene den algode Gud at takke, at jeg med svag Helbred dog selv har udført mine Embedsforretninger baade i Kirken og Skolen indtil sidst i Aaret 1857, da jeg var 68½ Aar gl., da blev jeg og daglig svag, saa jeg ei kunde bestyre mit Embede; jeg fik da mine Nabo-Collegaer i Løvel og Pederstrup til at synge for mig i Kirken, og min Søn, Peter, og min Datter Marie til at bestyre Skolen, indtil sidst i Februari Maaned, da jeg igjen af Gud (blev) styrket saameget, at jeg gik i Skolen og underviste, og ved min Datters Hjælp bestyrede samme. Længere hen paa Foraaret og i Sommeren 1858 blev jeg igjen ringere, men vedblev dog med Hjælp af min Datter at holde Skole indtil d. 14′ Juli, da ophørte Skolegangen indtil 17′ September, fordi den gamle Skoles Loft og Gulv blev opbrudt og brugt til den nye Skoles Lofts-Gibsning; thi dette Aar 1858 blev en nye Skole bygget. – Jeg vedblev da at gaae og skrante hele Sommeren og begyndte igjen selv at undervise i Skolen; men da jeg vedbliver at være meget svag, saa føler jeg, at jeg ei kan bestyre mit Embede selv længere, derfore behøver jeg en Hjælpelærer, som jeg har faaet Tilladelse til at holde, og som nu begynder den 17′ Oktober at tage Deel i Embedets Gjerninger baade i Skolen og Kirken; men jeg maae dog ogsaa selv hjælpe til ved Undervisningen, naar min Helbred tillader dette, som jeg meget gerne vil gjøre, naar jeg kan for Svaghed; thi jeg føler inderlig Lyst til at virke og hjelpe til, at Børnene undervises i deres Christendom og Skolekundskaber, hvilket er en høist vigtig Sag; men ei let at udføre i en talrig Børneskole, og derfore kan Hjælpelæreren gjerne trænge til Vejledning, især saa længe han er ukjendt og fremmed for Skolen. Gud giv ham Aand, Viisdom og Naade til at undervise og virke med Held i denne hans nye Stilling. Sagen er høist vigtig.«
Derefter følger en snes sider, der alle rummer fromme betragtninger samt oplysninger om hans svaghed. Hans tanker går også til hans hustru og børn, som han regner med skal overleve ham, og til disse skriver han sit »testamente« i 63 leveregler.
»Jeg vedblev at holde forskellige Hjælpelærere i 3 År indtil 10′ August 1861, da den sidste Hjælpelærer27) fløttede til Lindum Embede. Jeg forestod da selv Skolen og Sangen i Kirken igjen indtil Nytaar 1862; da indgav jeg Ansøgning om at faa Afskeed med Pension, hvilket ogsaa skete til l’ April 1862. Jeg vedblev dog at bestyre Skolen indtil Juli Maaned.
Min Eftermand, en ung Seminarist28) fra Jellinge ved Vejle, blev kaldet d. 17′ Juni 1862. Vi købte da et Huus at bo i, som Madam Stochholm havde havt til Enkesæde siden hendes Mands, Pastor Stochholms Død 1837. Hun fløttede til Randers til sin Svigersøn og Datter i Efteraaret 1860.«
I det nye hjem fejrede han sin 75 års fødselsdag i børns og venners selskab den 20. maj 1864. Hans beretning er stadig om Guds godhed og hans egen svaghed. Verden er ham uvedkommende, end ikke krigen 1864 nævner han med et eneste ord. – Han fortsætter:
»1866 d. 9′ Febr. Endskjønt jeg ei havde troet at levet indtil ovenmeldte Aar og Dato, saa har dog den algode og barmhjertige Gud og himmelske Fader været saa naadig og god at opholde mig uden haardere Smerter, men meget mere afkræftet; ja Svagheder baade i Bryst og Mave have jo været haardere end før, i Brystet med strængere Hoste og Opspytning og i Maven med ringere Appetit til at spise, som har forvoldt Forstoppelse, hvorfor jeg har maattet bruge Drivningsmidler, som har ofte gjort mig mere afmægtig og syg; men vor algode Gud har dog styrket mig igjen saa meget, at jeg endnu daglig har været oven Sengen. Jeg har ogsaa i Sommeren 1865 kundet gaae ud og til Kirke; men i dette Efteraar siden Oktober begyndte, har jeg ikke kundet taale at komme udenfor Døren for Kulden, og kan ei holde mig varm uden i Sengen eller ved en stærk varm Kakkelovn; jeg er da lykkelig, at jeg kan taale at ligge og sidde; men jeg har ofte indvortes Smerter og ligger om Natten, især de lange Vinternætter, og kan ei sove uden en liden Tid, og da løber mine Tanker meget omkring, baade om hvad der er skeed i Verden før min Tid, og hvad der er skeed fra min Barndoms Aar med saa mange Mennesker, som jeg baade har læst og hørt fortælle om, ogsaa selv kjendt, hvis Levnet og Handlinger have ofte været syndige mere end gode. Jeg styrker og trøster mig ved Guds Ord og Hans naadige Forjættelser for Jesu Skyld og forundrer mig tillige over Guds store Langmodighed mod Syndere; men denne flyder af Hans eenbaarne Søns vor dyrebare Frelsers Forsoning og Forbøn; thi endskjøndt Guds store Kjerlighed til Mennesker, kunde Han dog ikke tilgive vore Synder for Sin Retfærdigheds Skyld uden det ene gyldige Offer, Jesu Christi Fortjeneste. Gud og Frelseren være derfor inderlig og hjertelig takket.«
4. Jens Chr. Jensens tilføjelser
»Saavidt min kjære Faders Optegnelser om sit Liv og Levnetsløb. Hertil skal jeg kun tilføje om hans sidste Tid.
Han levede endnu efter denne sidste Optegnelse i 1¾ Aar. Han blev dog stedse svagere; især besværedes han af en meget stræng Hoste, ledsaget af stor Trangbrystethed, og hans Kræfter aftog mere og mere. Dog kunde han det meste af Dagen være oven Senge og sidde i en Lænestol og beskæftigede sig en Del af Tiden med Læsning i Bibelen og andre gudelige Bøger. Hans Tanker vare stedse vendte mod Døden og det himmelske. Han og vor kære Moder, der var næsten 6 Aar yngre, oplevede med hinanden at fejre deres Guldbryllup d. 12′ April 1867. Vi Børn vare alle samlede, de 4 gifte med deres Ægtefæller, tilligemed flere Slægtninge ved denne højtidelige Lejlighed. Pastor Junge29) fra Vammen og Lærer Bjørn sammesteds, der havde været Hjælpelærer hos Fader, vare ogsaa til Stede. Fader havde dog saa mange Kræfter, at han, om end med stor Besværlighed, kunde vandre til Kirken, der ligger nær. Her var ogsaa en stor Del af Menigheden til Stede. Stedets Præst, Pastor Dehlholm30), holdt en god og passende Tale til Guldbrudeparret, og fra Kirken gik dette med Slægt og øvrige Følge af Beboerne hen i den tæt ved liggende Skole, hvor et Udvalg af Mænd paa disses Vegne overrakte Parret en smuk udpolstret med grønt Atlask beklædt Lænestol, samt bragte det en varm Lykønskning med Tak til Fader for hans lange tro Virksomhed som Lærer i Rødding Sogn. Ved Bordet i Guldbryllupshuset holdt Pastor Junge en meget smuk Tale, i hvilken han gik ud fra et gammelt Brudevers, der var forfattet til vore Forældres Bryllupsdag og omgivet af en simpel tegnet Blomsterguirlande, som var opbevaret og indfattet i Ramme og nu hang paa Væggen over dem paa Guldbryllupsdagen. Det var en meget smuk minderig Fest.
Samme Aar døde Fader d. 14′ December, 78½ Aar gl. Jeg var den Dag kørende med egen Befordring til Viborg og vilde derfra køre til Rødding for at se til ham. Jeg havde ikke været hos ham siden l’ November, da jeg jo hver Dag havde havt Skole. Han var ikke synderlig svagere, end han i længer Tid havde været, og jeg anede ikke, at Døden var saa nær. Han vidste, jeg vilde komme denne Dag og spurgte flere Gange, om jeg ikke snart kunde ventes. Jeg blev imidlertid forsinket, da jeg først hen paa Eftermiddagen kunde komme til eller træffe en Læge, Stiftsfysikus Lund, hvem jeg vilde søge med vor første Plejedatter, min Søsterdatter, Vilhelmine, der begyndte at blive brystsvag. Vi naaede først at komme til Rødding Kl. 5 a 6 om Aftenen, og da var han død. Han hensov blidt og roligt uden nogen Dødskamp omtrent Kl. 3 om Eftermiddagen, saa jeg næppe havde naaet at komme til Rødding inden denne Tid, selvom vi ikke vare blevet sinkede ved Besøget hos Lægen. Det rørte mig og gjorde mig ondt, at jeg ikke naaede at tale med min kære Fader endnu en Gang. Jeg skulde have givet Skolen fri den Dag paa et tidligere Tidspunkt og været hos ham.
Den 23′ December stedtes hans Støv til Hvile. Ikke faa Lærere, Slægt og Venner, samt en meget stor Del af Beboerne vare til Stede ved hans Jordefærd. Pastor Dahlholm holdt Ligtalen over ham fra Prædikestolen efter først at have oplæst den af mig affattede Livsskildring eller saakaldte »Testamente«.«
Dette »testamente«, der fylder 13 sider, er en kort gentagelse af foranstående og udelades her. En anden søn af Peder Jensen, Jens Jensen, lærer i Nølev ved Odder, havde til hensigt, når han blev gammel, at nedskrive sine erindringer; men da den tid kom, var hans syn så svagt, at han ikke kunde se at skrive. En lærerdatter fra Saxild, der som barn ofte kom i Nølev skole, blev 1901 lærerinde i Saxild og besøgte derefter af og til lærer J. Jensen i hans otium i Odder. I julen 1904 nedskrev hun »Jens Jensens Oplevelser« efter hans egen diktat. Denne beskrivelse begynder med oplysninger om bedstefaderen og faderen og er til dels en gentagelse af disses selvbiografier; thi meddeleren og skriveren vidste ikke, hvad der allerede var nedskrevet om slægten. Der findes altså fire levnedsbeskrivelser med omtrent samme begyndelse om denne slægt. Nogle udtog af sidste beretning, der supplerer de ældre optegnelser, medtages her:
5. Udtog af Jens Jensens oplevelser
»Beboerne i Pederstrup lejede min Bedstefader til at læse med Børnene om Vinteren; om Sommeren var der ingen Skole. Han gik paa Omgang og var en Uge paa Sted. Hans Løn var 4 Slettedaler (= 4 Mark) og Kosten for en Vinters Undervisning, og da han kunde Bøgerne udenad, kunde han undervise samtidig med, at han passede sit Haandværk. Der fandtes ingen andre Læsebøger end Kingos Salmebog, hvoraf der fandtes eet Expl., Pontoppidans Forklaringer, Det nye Testamente og Bibelen. Desuden lærte han Børnene at skrive og lidt Regning. Reguladetri og Brøk kendte han ikke noget til. Han var musikalsk og kunde spille Violin, og om Søndagen var han tidt Musikanter for Ungdommen, naar den holdt Dans. Af Udseende var han en lille Mand. Hans Kone. var livlig og begavet. De var begge meget kristelige Folk i pietistisk Retning.
Deres næstældste Søn, min Fader, tjente som Dreng og senere som Karl hos Peiter i Aastrup, hvor han bl. a. var med til Hovarbejde paa Sødal. Hos Peiter lærte han bl. a. Husflid. De lavede selv alt det Reb, der blev brugt i Gaarden af Affald fra Hør, Svinebørster og Hestehaar. Dette Reb var især udmærket til Kreaturer, der vilde æde Tøjret, desuden lavede de alle Gaardens Redskaber af Træ, saa det var et godt Sted for et ungt Menneske.
I 1812 blev han Hjælpelærer hos .Jens Thomsen i Ravnstrup, der havde været Tjener hos Biskoppen l Viborg, som derefter havde ansat ham i Ravnstrup. Skolen var et grundmuret Hus, som Biskoppen havde ladet bygge paa sit Gods,og det var efter den Tids Forhold solidt og rummeligt bygget 12 a 13 Alen vidt. Lejligheden bestod foruden Skolestuen af eet Værelse ⅓ af Husets Vidde, det var Soveværelse og Dagligstue. Om Sommeren brugtes Skolestuen til Dagligstue, da Børnene kun var i Skole fra 12 til 2. Der var slet ingen Bræddegulv i Huset, og faste flade Borde og Bænke. Om Vinteren benyttedes Skolestuen til Spisestue om Middagen. Medens Børnene sad ved den nederste Bordende med deres Mad, spiste Læreren med Familie Middagsmad ved den øverste Bordende.
Læremidlerne var nu forbedrede, der fandtes en Læsebog, Anton Justs Haandbog, Balles Lærebog og Birchs Bibelhistorie. Om Vinteren gik hver Klasse i Skole 3 Dage om Ugen. Peder Jensen var saa fornuftig stik imod Skik og Brug at lade Børnene lære Bibelhistorie, før de fik fat paa Lærebogen. Jordlodden var paa ca. 10 Td. Land og en Del Eng og Kær langt borte, som gav 4 a 5 Læs Hø. Besætningen var 2 Køer og 14-18 Faar.
I 1829 flyttede han til Rødding, hvor der var en bedre Jordlod, saa der kunde holdes 3 Køer og 12 Faar. Lejligheden her var større end i Ravnstrup, den bestod af en Stue paa tre Fag med et gammelt Bræddegulv og et temmeligt stort Køkken; mellem Køkken og Skolestue laa Tærskeloen, dette Rum blev senere indrettet til en Stue.
Skolen tilhørte Herremanden paa Sødal, som skulde holde den vedlige, og det var tidt daarligt nok. Især var der en Proprietær Bay31), som intet vilde koste paa Skolen. Skolestuen bestod af tre Fag. Ved Bilæggerovnen var Lergulvet slidt op, saa Børnene vadede i Sandet. Der var et langt, gammelt, ormstukket og raaddent Bord ved hver Side i Skolestuen. Omsider blev Skolens Gulv forbedret ved, at der blev lagt Egerødder i Gangen mellem Bordene.
Af Jordlodden var ⅓ Hede, som Peder Jensen begyndte at opdyrke. Den sidste Rest af Heden blev opdyrket af hans Sønnesøn, Vilhelm Jensen, der mange Aar efter blev Lærer i Rødding.
I Rødding var der i Peder Jensens første Aar dér en Pastor Stochholm32), som var en snurrig Person. I Aaret 1836 blev der holdt Reformationsfest, og i den Anledning vilde Præsten prædike i alle tre Kirker i Pastoratet. Der skulde være Førsttjeneste i Løvel, Næsttjeneste i Pederstrup og sidsttjeneste i Rødding; men Præsten, som havde en daarlig Hukommelse, glemte denne Ordning. Da Forpagteren skulde køre i Kirke for Præsten, vilde en gammel Pige, Kjen Pisselhøj, have et Lam sendt med Vognen til hendes Broder i Pederstrup. Kusken tænkte saa, at de først skulde til Pederstrup med Lammet. Paa Vejen kom de gennem en By, som hed Vraa, og da de var kørt saa langt, begyndte Præsten .at faa Betænkeligheder, idet han tvivlede om, at det var rigtigt først at køre til Pederstrup. Udenfor en Gaard stod en Karl, Kren Kalstrup, ham spurgte Præsten om, hvilken Tjeneste, der skulde være i Pederstrup. »Mellemprædiken«, svarede Karlen. »Det er Gud hjælpe mig galt«, sagde Præsten. »Hør«, sagde han til Karlen, »kan du ikke trække Lammet ned til Kren Almtoft?« »Nej, det kan a it, a skal hen aa plov for Kren Ma’sen!« »Saa kommer vi .Gud hjælpe mig til at køre til Pederstrup«, sagde Præsten til Kusken. Da de kom til Pederstrup flere Timer før Tiden, var der naturligvis hverken Degn eller Menighed ved Kirken. Efter Præstens Ordre blev der ringet; men da der kun indfandt sig tre Personer, sagde Præsten: »Jeg vil Gud hjælpe mig ikke prædike for de tre Slubberter.« – Hr. Stochholm kørte .saa til Løvel: men der var Menigheden forlængst gaaet hjem igen, da Præsten udeblev. Omsider naaede han hjem til Rødding, hvor der endelig blev Gudstjeneste.
Jens Jensen, der var født 1817, blev konfirmeret 1832, og straks derefter – saa ung han var – blev han Omgangslærer i Agerskov i Finderup Sogn. Der var en Lærer i Finderup Sogn ved Navn Knap33), som var meget forfalden. Naar Børnene i Agerskov kom i Skole, maatte de tidt gaa hjem igen, fordi Degnen var fuld. Jens kom saa til Agerskov for at holde Skole og gik paa .Omgang hos seks Familier. For sit Arbejde fik han 4 Rdl. i Løn. Forholdene var meget primitive, og der var ingen anden Skolestue, end den Stue, hvor Husets Folk opholdt sig. – Det mærkeligste Sted var hos en Hjulmand i Agerskov Krat nær Hald, som hed Adam. Han havde kun een temmelig stor Stue. Ved den ene Side i Stuen var tre Alkovesenge, ved Bordet sad Læreren og Børnene, midt paa Gulvet mellem Sengene og Bordet stod Adam og hans Søn og lavede Hjul, og nederst i Stuen var et Ildsted, der sad Konen og spandt samtidig med, at hun rørte i Gryden paa Ildstedet.
Til 1′ Maj 1833 kom Jens til Karmarks Mølle34) som Huslærer, hvor han havde det godt, der blev han til Høst 1835. I den Tid, han opholdt sig i Møllen, forberedte han sig til Seminariet. Hos Læreren i Vester Velling35) fik han Undervisning i Dansk og Stil. Da han i Efteraaret 1835 skulde til Prøveeksamen paa Lyngby Seminarium*, vandrede han tilligemed et andet ungt Menneske paa sine Fødder 12 Mil til Lyngby. De bestod begge Prøven, Enevoldsen36) som nr. 1 og Jens Jensen som Nr. 16. Han fik 0 i Geografi, fordi han havde glemt, hvor Flensborg laa. J. Jensen fik Logi i en By ¼ Mil øst for Lyngby hos Kristen Smed for en Betaling af 40 Rdl. om Aaret for Kost og Logi.
* 1813 åbnede amtsprovst H.P. Barfod Lyngby Seminarium ved Grenå; det blev statsseminarium; nedlagt i 1874.
Paa Seminariet var til Lærere: Forstander Sidenius37) der tillige var Sognepræst, Holm38)og Boye39), som var Degn i Byen. Forstanderen var en værdig Herre, tør og aandløs i sin Undervisning. Seminaristerne snød som nogle Skoledrenge og læste op af Bogen, hvilket Forstanderen ikke kunde se, da han var nærsynet. Naar Religion, Historie og Geografi kunde remses op, var alt godt. Efter et halvt Aars Forløb var der Eksamen, hvor Jensen fik mg i Hovedkarakter og rykkede op i Klassen. Hver 10′ Dag var der praktisk Prøve 2 Dage ad Gangen, 20 Elever skiftede. Den vigtigste Metode var indbyrdes Undervisning. – Der skulde haves mg i 8 Hovedfag for at faa l’ Karakter. Jensen blev dimitteret 1837 med ug i Skrivning og mg i de øvrige Fag undtagen Sang og Musik, Hovedkarakter: Meget duelig. Den l’ November 1837 kørte Jensen med en Fragtvogn fra Viborg til Aarhus, derfra begav han sig til Fods ad Vejen til Randlev, hvor han skulde være Hjælpelærer hos en fordrukken Degn, der hed Bech, for en Løn af 40 Rdl. om Aaret.
I 1838 blev Jensen hjælpelærer i Saxild hos lærer Kaalund, hvis datter han blev gift med, og derefter var han lærer og kirkesanger i Nølev 1842-85. Hans søn, Vilhelm Jensen, blev senere lærer i Rødding: hvor bedstefaderen forhen havde virket, og sidst var han i Vinkel.
NOTER:
1) Jens Sørensen, døbt 21/5 1758 i Pederstrup, frembærersken var Poul Nielsens hustru Kirsten, vidnerne var: Jens Rasmussen, Hans Olufsen, Kristen Villumsen, Johanne Nielsdatter og Kirsten Christensdatter, alle af Pederstrup.
2) Viet 3. pinsedag, d. 20/5 1755 i Pederstrup: Søren Jensen og Anne Christensdatter. 4/3 1755 havde Diderik Iversen på Sødal givet ham fæstebrev på et hus i Pederstrup by af hartkorn 4 skp. 1 fdk. 1 alb., som hans fader, Jens Sørensen Bødker, hidtil havde i fæste. Forældrene skulle have ophold i hjemmet til deres død. Jens Bødker stammede fra Ushus i Lindum, gift 1732 med Kirsten Christensdatter fra Pederstrup.
3) Søren Jensen Skrædder, begr. 7/6 1761, 29 år, døde af sprinkler.
4) Søren Jensen, døbt 2. påskedag 1733 i Pederstrup, søn af husmand Jens Sørensen Bødker og hustru Kirsten Christensdatter.
5) Anne Elisabeth Christensdatter, døbt 13/4 1731 i Asp i Hjerm herred, datter af skrædder Christen Madsen, f. 1700 på Thyholm, og hustru Eleonora.
6) Viet 13/10 1768 i Løvel.
7) Lynderup kirkebog begynder ikke før 1769.
8) Christen Madsen jordet dom. sex. 1778, 78 år gl., døde på Kølsen mark, kom fra Viborg og gik vild i snefog og frøs ihjel.
9) Trolovet 17/10 og viet 26/11 1784, hun kaldes da Berthe Pedersdatter.
10) Født 1714 i Klaris, søn af gdm. Jens Klaris og hustru Mette Nielsdatter, der var født 1718 i Lindum, datter af bødker Niels Andersen.
11) Født 21/9 1785, død 1/2 1790.
12) Lærer i Nørre Vinge 1820-39.
13) Sidst lærer i Rødding 1829-62.
14) Efter nogen tids separation; han var drikfældig og ond mod hustru og børn.
15) Anders Mikkelsen, begr. 26/4 1799 i Pederstrup, 60 år gl. Han var skindhandler, og da han med en vogn fra Pederstrup hentede et læs indkøbte skind, væltede han med læsset i nærheden af Løvelbro kro og slog sig, så han døde kort efter. Hans kone døde 6/11 1811.
16) Slaget på Kongedybet 2. april 1801.
17) Han havde lagt sig til at sove under et pæretræ i haven, hvor en Hjertelammelse gjorde ende på hans liv.
18) Død 18. maj 1833.
19) Fra 1737 hørte Pederstrup under Løvel skoledistrikt, hvor han havde mulighed for at få undervisning, men fattigdom og lang skolevej har måske hindret ham.
20) Se Ejnar Poulsen: Rødding-Løvel-Pederstrup Pastorats Skoler (1937).
21) En gård af hartkorn 2 td. 2 fdk.
22) Ib Chr. Valeur, 1806-09 kapellan i Rødding-L.-P., sidst sognepræst i 0rum-Ginnerup.
23) Se »Viborg Amts Degne- og Skolehistorie«, side 413.
24) Olaus Lund, 1815 præst i Dollerup-F.-R., flyttede 1821 til Glenstrup.
25) Jens Munk fra Neder Thestrup, død 22/5 1836, »en streng mand«.
26) Mange af fortidens degne fik deres knæk ved at synge i uopvarmede kirkerum.
27) Niels Pedersen, 1861-62 lærer i Lindum.
28) Frederik Julius Preisler, 1862 til sin død 1877 lærer i Rødding.
29) Carl Julius Junge, 1861 til sin død 1877 præst i Vammen-Li-B.
30) Lars Chr. Dehlholm, 1865-70 præst i Rødding-Le-P.
31) Rasmus Bay, 1826-44 ejer af Sødal, derefter hovedgården Viskum.
32) Frederik Stochholm, 1819-37 præst i Rødding-Lo-P.
33) Peder Sørensen Knap, 1830-33 lærer i Finderup.
34) Hos møller og gdr. Søren Thorup, hvis slægt endnu ejer møllen.
35) Adam Viirgler, 1832-68 lærer i Vester Velling.
36) Rasmus Peter Enevoldsen, 1839-85 lærer i Kolind.
37) Niels Sidenius, 1833-43 præst og seminarieforstander i Lyngby.
38) Rasmus Hansen Holm, 1836-44 andenlærer ved Lyngby seminarium, 1844-52 præst i Dellerup-
F.-R., sidst i Røgen-Sporup. Gift med Birgitte Trap, en søster til L P. Trap, udg.’ af »Trap: Danmark”.
39) Morten Rasmussen Boje, dim. Lyngby 1817, men allerede fra 1816 Seminarielærer der, død 1838.
40) Jens Kaalund, student, degn i Saxild.