Der er fra lokalarkivernes side efterlyst nogle retningslinjer for scanning af fotos.

Der findes ikke én rigtig måde at gøre det på. Men Stadsarkivet har scannet fotos i mange år, og vi har nogle kvalitetsparametre, som vi gerne deler ud af.

Størrelse, opløsning
Vi scanner billeder i 800 dpi i en størrelse på ca. 13 x 18 cm. Dpi og størrelse hænger altid sammen – et af disse tal giver ingen mening alene. Mere præcist kan man sige, at størrelsen på vores digitaliserede billeder er ca. 5700 x 4000 pixels. De må gerne være større, men ikke mindre. En sådan størrelse er tilstrækkelig til at billedet kan leveres i trykkvalitet op til en størrelse på 35 x 48 cm.

Det er ikke ideelt – hvis man scanner til bevaringsformål (f.eks. fordi det fysiske foto er under nedbrydning) bør størrelsen egentlig være så stor som muligt. Men der vil altid være en økonomi at tænke på også.
Bemærk at denne størrelse/opløsning gælder for det enkelte billede. Vi scanner altid kun ét billede ad gangen, og de 13×18 cm er derfor 100% udfyldt af selve billedet (det område, der skal scannes, rammes ind i softwaren før scanningen). Den anvendte opløsning, 800 dpi, og størrelse, 13×18 cm, gælder for det endelige resultat, uanset hvor lille eller stort originalfotoet er. Hvis originalen er mindre end 13×18 cm, må vi bruge en højere opløsning for at kompensere. Omvendt bruger vi en mindre opløsning, hvis den fysiske original er stor.

Efterhånden som teknologien forbedrer sig, vil vores forhold til opløsning af digitale fotos ændre sig. Billige scannere kan scanne i en højere opløsning end tidligere, og harddiske kan indeholde flere data til samme pris. Derfor vil den størrelse, vi nu scanner vores billeder i, uden tvivl blive betragtet som helt utilstrækkelig om ti år – og der vil være tilfælde, hvor man ikke kan gøre processen om, da originalbilledet er gået tabt. Men det er teknologiens vilkår.

Format
Vi lagrer vores arkivbilleder i formatet TIFF (version 6.0), der er Statens Arkivers godkendte billedformat. Billederne er komprimeret (LZW-komprimering), men komprimeringen giver intet tab af kvalitet. Hvis man lagrer billeder i JPEG-formatet, sker der et tab af kvalitet. Derfor ligger vores arkivbilleder i TIFF, og vi kan lave JPEG-kopier af dem efter behov. Husk, at et billede første gang, det bliver gemt, bør gemmes i et tabsfrit format (TIFF). Hvis man først gemmer i JPEG, er kvalitetstabet sket, og man kan ikke komme tilbage til en version uden tab.

Specielt vedrørende dias
– Dias er meget lysfølsomme, så opbevar dem mørkt. De må ikke ligge for længe i lys, hverken på lysborde eller i dagslys. Sørg for at pakke dem ned efter brug. Undgå ligeledes at vise dem for meget i diasfremviseren, da den udsætter dem for kraftigt lys.

– Opbevar – hvis muligt – dias et køligt sted ved lav luftfugtighed.
– Dias i paprammer bør få skiftet rammer til glastypen, da pap sjældent er syrefrit. Syren i pappet kan gøre varig skade på dias.
– Husk altid at bruge handsker ved arbejde med dias, film og negativer.
– Dias i glasrammer skal helst opbevares stående.