Tjeleegnens udvandrere
Efterlysning!
Vi har i Tjeleegnens Lokalhistoriske Forening et ønske om at grave og gå lidt i dybden omkring Tjeleegnens udvandrere.
Derfor vil vi gerne appellere til alle om at bidrage med oplysninger, fortællinger, breve, billeder og hvad der ellers kan medvirke til en større viden og indsigt om de mennesker, som udvandrede, og den tid som de repræsenterede.
Vi har en intention om, at finde de gode historier og få dem nedfældet for eftertiden. Måske få støvet slægtsled op, hvor kontakten er gledet ud for generationer siden. Hvem ved, – måske kan dette resultere i spændende kontakter med en del af anetræet, som man ikke vidste eksisterede.
Mange mennesker søger deres rødder. Derfor kommer udvandrer efterkommere fra alle dele af kloden til Europa for – om muligt – at opsøge lokaliteter og finde viden om deres aner.
Lad mig gi ‘et par eksempler, som kunne danne grundlag for den gode historie: I 2009 mødte vi et ægtepar fra Argentina, som havde det ønske at finde deres Islandske rødder. Vi boede på samme B&B i det nordvestlige hjørne af Island. I 2001 var et par fra Winnipeg, beliggende i den Canadiske provins Manitoba, på tur rundt i det danske, ligeledes med det for øje at finde deres rødder. De var på Ørum kirkegård for at finde en gravsten. Dette var dog forgæves, gravstedet var sløjfet for længst og gravstenen fjernet.
Vi inviterede dem hjem til os og fik samtidig fat i min svigermor, da vi mente hun nok kunne bidrage med nogle oplysninger. Det kunne hun også, dog var der noget som hun først fortalte senere.
Den unge canadiske pige havde spurgt om årsagen til hendes slægtninges død, til hvilket min svigermor svarede, – det vidste hun ikke. Efterfølgende fortalte hun, at hun udmærket vidste hvorledes. Manden havde hængt sig i et blommetræ ude i haven!
Vi påregner et arrangement primo november 2016, hvor temaet vil være Tjeleegnens udvandrere.
Vi har fået tilsagn fra tidligere Stadsarkivar og leder af Udvandrerarkivet i Aalborg, Mag.art. Henning Bender orn at fortælle om dansk oversøisk udvandring, og herunder udvandrere fra Tjeleegnen. Henning Bender er særdeles velbevandret i emnet, har skrevet adskillige bøger/artikler om dette, og han var som leder af Udvandrerarkivet i Aalborg med til at etablere databasen.
Karsten Sørensen