Vorning kirke og sogn.

Vorningvej 75A – Vorning – 8830 Tjele.

Find på kort

Vorning kirke

Hvornår kirken er bygget ved man ikke med sikkerhed, men antagelig er det sket hen mod slutningen af 1100- tallet. Kirken er bygget af veltilhugne granitkvadre og opført i romansk byggestil og hviler på en dobbeltsokkel. Nederst består soklen af almindelige skråkantsten, mens oversoklen består af smukt profilerede sten med hulkant og rundstav. Soklen følger hele kirkeskibet, kor og apsis rundt. På apsis ses endvidere øverst en fremspringende riflet kvaderrække. Der er gået omkring 1500 sten til byggeriet af kirken, og arkæologer har vurderet, at det tager en mand godt 40 arbejdstimer at tilhugge en granit sten til kvadersten. Med 1500 sten bliver det samlet til ikke mindre end 60.000 arbejdstimer, som er blevet brugt på at tilhugge stenene!

På nordsiden samt i apsis er det romanske bygningspræg bevaret med de små, højtplacerede vinduer. Mod syd er vinduerne større og stammer fra en større restaurering i 1870’erne.

Kirketårnet

Tårnet kan ikke være opført ret meget senere end selve kirken. Tårnet hviler ligesom skib, kor og apsis også på en dobbeltsokkel. men denne er noget lavere og ikke nær så omhyggeligt udført som resten af den øvrige sokkel.  Den nederste del består af granitkvadre, men fra skibets tagryg og opefter skifter byggematerialet til munkesten i tegl. Det formodes, at man har hentet kvadrene ved en nu nedrevet og forsvundet kirke i Hvidding, 4 kilometer øst for Vorning by. I Hvidding ses endnu tomten, hvorpå kirken siges at have ligget. En gang årligt afholdes der gudstjeneste på tomten. Det menes at kirken i Hvidding blev nedrevet i forbindelse med et udbrud af pest i begyndelsen af 1600 årstallet, hvorved
byen på det nærmeste blev lagt øde.

Våbenhuset

Omkring år 1500 blev der tilføjet et våbenhus på kirkens sydside, bygget i teglsten på granitsokkel op ad den gamle sydvendte indgang. Våbenhuset blev restaureret i 1956 og ført tilbage til sit oprindelige udseende.

Nordportalen

Lidt særligt for Vorning kirke er den pragtfulde indgangsportal på nordsiden af skibet, der var forbeholdt kvinder og børn mens mændene benyttede indgangen mod syd. Portalen består af seks, frit stående granitsøjler med kragsten over kapitælerne – og med baser på skråkantsoklen. Indgangens typanon (døroverligger) er helt glat, og indgangen er senere muret til med granitkvadre.

Kirkens interiør – og restaureringen i 1878

I våbenhuset er udstillet rester af et granitalterbord med relikviefordybning samt en rød søjlebase, som måske stammer fra Hvidding. Endvidere ses den gamle indgangsdør mod syd, som er væsentlig mere enkel og beskeden end den nu tilmurede norddør.

Wibergs præstehistorie oplyser: “1/12 1878 indviedes den nye Vorning kirke”. Kirken har formodentlig været forfalden og brøstfældig i murværket, ligesom det indre sikkert har været præget af slitage og dårligt indeklima. Restaureringen af kirken blev ledet af arkitekt Tage Olivarius.

 

  Døbefonten

Døbefonten er kirkerummets ældste inventar. Oprindelig har den sikkert stået nede imellem nord- og syddøren. Som et fysisk symbol på, at dåben var skillelinjen. Efter Den Lutherske Kirkereformation i 1536 blev døbefonten flyttet op i koret.

I Middelalderen var døbefonten malet i hvide og sorte farver

Prædikestolen stammer fra renæssancen (første halvdel af 1600-tallet).  Lydhimlen over virker stor i forhold til rummet, men føjer sig alligevel smukt til helhedsindtrykket. Sandsynligvis har der oprindelig været en dør og et gelænder panel på prædikestolen. Det vides at der var et panel på prædikestolen. Muligvis er døren blevet fjernet ved restaureringen i 1878.
På selve prædikestolens billede felter ses fire bibelscener, der forestiller: Menneskets syndefald, Jesu, korsfæstelse, Jesu opstandelse og Verdensdommen. Øverst oppe på lydhimlen står der blandt andet ”I det Herrens år 1653 blev denne prædikestol stafferet. *
*forgyldt og bemalet

Alteret stammer ligesom prædikestolen fra første halvdel af 1600-tallet og er også i renæssancestil. Ligesom prædikestolen er den også ganske markant. Øverst ses et billede felt med Guds altseende øje, neden under to andre billeder forestillende troen og håbet, symboliseret med korset og ankeret.

I midten ses et motiv forestillende enten Jesu sidste nadver med disciplene, eller måske Jesus med disciplene på besøg i Simon den Spedalskes hus (Mark. 14). Nederst i højre side forstyrres billedet af en lille, smilende kvinde bærende på en pottelignende krukke.

Bemærk at Jesus har ikon effekt – øjnene følger en, uanset hvor man står. Af den gnidrede inskription under billedet fremgår det, at altertavlen oprindelig blev fremstillet til Ålum kirke, men i 1828 (eller 1878?) blev den flyttet til Vorning kirke.

På kirkeskibets nordvæg ses to altermalerier fra 1800-tallet, som tidligere har dækket for det nuværende, oprindelige altermotiv. Det ene forestiller Jesus, der med et fast blik breder hænderne ud mod menigheden Dette motiv har også ikon effekt.

Orgelet stammer fra 1914, og er i dag udstyret med elektrisk pumpe. Kirken er opvarmet med el-paneler og i 2010 blev den nuværende loftbelysning installeret. En præstetavle skåret i træ og ophængt på syd væggen ved indgangsdøren er udført af tidligere sognepræst og provst, Birger Hjorth-Jensen
(1924-1988).

Træk af præstehistorien

Morten Mortensen Hegelund fra Viborg blev i 1525 den første lutherske præst i Vorning inden han i 1527 grundede en luthersk menighed i Aalborg (Budolfi). I hans sidst tid omtalte han sig selv som en fattig og syg mand, der længes efter fred. Efter kong Frederik d. 1. døde (1532) forfulgte biskop Jørgen Friis at Morten Hegelund begyndende med at Friis tog anneksgårdene i Kvorning og Hammershøj fra
ham. Det lykkedes ikke Hegelund at få dem bragt tilbage. Det lykkedes først i 1572 at få anneksgården
i Kvorning tilbage og at anneksgården I Hammershøj gik senere over til ejeren af Fussingø.

Da Viborgs daværende biskop Søren Linstrup, den 7. august 1723 aflagde besøg i Bjerregrav kirke bemærkede han følgende i visitatbogen:  ”Sakristiet var her – såvel som i Vorning – opfyldt af de tidligere præsters og deres familiers lig.”

I 1743 berettede den daværende præst Jens Hasselager om tildragelserne til den hellige kilde, der endnu findes i Vorning sogn. Sagnet fortæller at kilden sprang frem, da en ung pige blev dræbt af røverne fra den nærliggende røverstue.

I tidsrummet 1766-1784 hed præsten i Vorning Henrik Kopp om hvem man sagde at ”han førte et mindre passende levned ved at indlade sig i slet selskab, kortspil og svir med bønder og prangere”
Han blev gift med Charlotte Dreyer, der var datter af degnen i Vorning.  Efter Henrik Kopps død i 1784,
55 år gammel blev hun gift med den efterfølgende præst, Jørgen Blicher, der var en del af den berømte Blicher slægt.

Jørgen Ganzel Blicher blev i en alder af 34 år præst i Vorning i 1784 … og var i embedet frem til 1825. Han var bror til digter St. St. Blichers far (Niel s Blicher). Han var efter sigende svagelig, men til gengæld en meget lærd mand. Han døde i 1831 i en alder af 82 år.

Jens Blicher (f.1791) blev hans fars efterfølger som præst i Vorning 1825-1864.  Han var efter sigende drikfældig. Den berettes at en mand ved navn Jens Flarup en aften havde sendt bud efter præsten eftersom hans mor lå for døden. Imidlertid var præsten så beruset, at han ikke kunne komme den selv samme aften. I stedet kom han tidligt den følgende morgen, men var fortsat noget beruset. Imidlertid var moderen død i løbet af natten og Jens Flarup blev så vred, at han smed præsten ud. Kort efter kom præsten tilbage og beklagede sin tilstand, men foreslog dog at han og Jens Flarup kunne drikke forlig. Det gjorde de så.  Det endte med at præsten endte med at blive så fuld, at han måtte bæres hjem på en stige.