Reformationen betød ændringer
 for vore Anneksgårde.

Før reformationen i 1536 – i den katolske tid – havde vores sognepræst, der også dengang boede i Vorning, sit udkomme af tre gårde. For det første var der selve præstegården i Vorning. Dernæst var der Annekspræstegårde i både Kvorning og Hammershøj. Anneksgårdene, som præsten havde fæstere siddende på, betalte deres afgifter til præsten, og der ud over skulle de også give husly og staldplads til præsten, når han havde ærinde i disse annekssogne.

Vi går nu tilbage til årene omkring 1530. Spændinger mellem den gamle katolske kirke, der her på egnen var ledet af biskop Jørgen Friis, Hald, og den nye lære, prædiket af Hans Tausen i Viborg, fik i høj grad indflydelse på Anneksgården i Hammershøj (og i nogen grad Kvorning).
Den nye lære var bl.a. repræsenteret af Sognepræsten i Vorning-Kvorning-Hammershøj, Mads Mortensen Hegelund, 1527-1544. (Før ham havde hans ældre bror, Morten Mortensen Hegelund været præst i sognene, også han var ’lutheraner’). Begge brødre havde en tid studeret i Vittenberg og havde der lært Luther og hans teologi at kende.
Mads Hegelund var ud af Hegelund-familien i Viborg. Denne familie forsvarede i Viborg Hans Tausen mod biskop Jørgen Friis, der kraftigt modarbejdede den begyndende reformation. Den stridbare Jørgen Friis forsøgte derfor at modarbejde og genere familien Hegelund og dermed også sognepræsten i vore sogne, Mads Hegelund. Men kongen, Frederik den første, holdt hånden over den nye tros prædikanter, så det var først da kong Frederik den første lå på sit dødsleje, at bisp Jørgen Friis havde frit spil til at gribe ind overfor vores præst. Det gjorde han til gengæld effektivt: – Han tog de to Anneksgårde i Kvorning og Hammershøj fra sognepræsten og lagde dem til bispegodset. Men ikke nok med det, han forbød også præsten adgang til sine tre sognekirker.

Dette skridt fra biskoppens side er nok foretaget allerede kort efter 1530, idet det ses, at præsten Mads Hegelund 1532 fik et tingsvidne fra Sønderlyng Herreds ting om, at fæsterne af Anneksgårdene hidtil havde betalt deres landgilde til sognepræsten og ikke til biskoppen. Men dette tingsvidne hjalp ikke præsten, og forholdene i landets ledelse de følgende år var heller ikke til fordel for vores sognepræst.
Kong Frederik 1. døde april 1533, og Rigsrådet besluttede nu efter forslag fra de katolske biskopper at udskyde kongevalget. Dette udløste borgerkrigs lignende tilstande rundt om i landet: – Grevens Fejde, med Skipper Klements hærgen og afbrændte Herregårde (Vingegård, gården Gjandrup, Tjele Stenhus modstod dog forsøg på afbrænding). – Rigsrådet skyndte sig nu at få valgt en ny konge: Christian 3. (Frederik 1.s søn), der dog måtte kæmpe sig til magten.

Sognepræsten Mads Hegelund lå ikke på den lade side. Allerede da Christian 3. i marts 1935 blev hyldet til konge i Viborg, klagede Mads Hegelund til kongen over, at biskoppen havde taget gårde og kirker fra ham. Kongens dom kom til at lyde på, at ”præsten skulle have sit gods igen”.
Så let gik det dog ikke. Biskoppen beholdt foreløbig begge Anneksgårde. Og da så reformationen blev indført året efter (i 1536), hvor biskopperne blev fængslet og bispegodset inddraget under kronen, så fulgte de to gårde med ind som kongeligt gods.

I årene derefter kæmpede vore sognepræster om at få de to gårde tilbage. Det blev dog først Mads Hegelunds efterfølger, Hans Hegelund, der i 1571 fik held til at få Kvorning Anneksgård tilbage til sognepræsten. Men Anneksgården i Hammershøj blev stadig liggende som kongens ejendom, og herfra blev den på et tidspunkt før 1690 solgt til herremanden på Fussingø. Præsterne fik dog gennem tiderne nogle ydelser fra Anneksgården i Hammershøj, og havde også stadig ret til ophold og staldplads på anneksgården.
 
Først i 1881 bliver anneksgården i Hammershøj solgt til selvejendom, idet den hidtidige fæster Søren Pedersen køber gården af Fussingø til sin svigersøn, Peder Andersen, fra Krogsgården. Købesummen er 14.000 kr., og den gamle anneksgård skal stadig yde staldplads til præstens heste, når denne kommer til Hammershøj.

Anneksgården i Kvorning fik præsten som nævnt tilbage som sin ejendom i 1571. Den var derefter præstekaldets ejendom indtil 1856, hvor sognepræst Jens Blicher solgte den til Christen Vernersen, hvis forældre hidtil havde haft den i fæste. Købsprisen for denne gård var 4.800 rigsdaler.

 

De to gårde findes i dag som henholdsvis Randersvej nr. 11 og Nymarksvej nr. 6.

Glimt af foreningens historie

Ved Borgerforeningens 50 års jubilæum kunne man i avisen læse

Viborg Stifts Folkeblad
29. januar 1972

Foreningens oprettelse i 1922
Den 31. januar 1922 var en kreds i Hammershøj kommet så vidt, at de kunne indbyde til stiftende generalforsamling i Hammershøj Borger- og Håndværkerforening. Dermed var grunden lagt til en forening, der har løst mange opgaver til gavn for Hammershøj by.
Dyrlæge Clemann blev valgt til formand for den nye forening. Den øvrige bestyrelse kom til at bestå af gårdejer Møller Andersen, Kringelhovgård, manufakturhandler Chr. Laursen, malermester Eliot Jensen og købmand Chr. Handberg.

Efter 30 års forløb blev navnet ændret til Hammershøj Borgerforening. Det skete i bestræbelserne for at få flere medlemmer. I 1922 var der 30 medlemmer, men i dag står 126 opført i foreningens medlemslister. I de første år var Borger og Håndværkerforeningen nærmest en slags skytteforening, men der gik ikke mange år, før andre og mere jordnære opgaver blev taget op.

Fartgrænser i byen
I 1925 blev der sendt en ansøgning til politimesteren om at få indført 20 kilometer fartbegrænsning i Hammershøj by, men så stærkt ville politimesteren ikke have folk til at køre, så han satte fartgrænsen til 15 kilometer i timen. Først i 1936 blev grænsen sat op til 20 kilometer i timen, der senere blev ændret til 50 og for få år siden til 60 kilometer.

Kloakering i 1927
I 1926 begyndte man at snakke om en realskole i Hammershøj, men i modsætning til de fleste andre ønsker, blev det ved snakken.
Et år senere tog foreningen initiativet til byens første kloakering, der fungerede, indtil Vorning-Kvorning-Hammershøj sogneråd i 1958 gjorde dette til en kommunal opgave, da man fik nyt kloaknet og rensningsanlæg i byen. Samme år fik byen gadebelysning, som indtil 1960 blev drevet direkte under borgerforeningen.
Der blev også gjort et forsøg på at få udbringning af post om søndagen og senere 2 omdelinger daglig. Fra 1928 blev der holdt juletræ for børnene 3. juledag, en skik man har holdt siden.
I 1929 tog Borger- og Håndværkerforeningen en ny opgave op. Foreningen arrangerede det første dyrskue i byen, der fik tilslutning fra både byen og egnen. Der var fundt hus til dyrskuemiddagen, men kuvertprisen var også kun 2,50 kr. Dyrskuetraditionen blev holdt i hævd til under 2. verdenskrig, da Hammershøj og Omegns Landboforening overtog denne opgave.

Sportsplads i 1934
Borger- og Håndværkerforeningen fik i 1932 plantet op til kirken, og to år senere tog man det første skridt til en sportsplads, som de unge kunne spille fodbold på.
I 1937 indførte foreningen renovation i Hammershøj og erhvervede en plads ved Årup Mølle, hvor man kunne læsse affaldet af. I 1944 var det også foreningen, der oprettede et vagtværn i den politiløse tid. Dette værn fungerede så godt, at man undgik de mange tyverier, som amn kendte mange andre steder.
I mange år drøftede man etablering af en flagallé i byen, men først i 1970 blev flagalléen en realitet. For 8 år siden lavede foreningen juleudsmykning i Hammershøj, og der kunne nævnes mange andre ting, som gennem årene er løst på initiativ af Borger- og Håndværkerforeningen.

 

I jubilæumsåret 1972
”Jeg håber, folk i Hammershøj fortsat vil stå sammen omkring Borgerforeningen”, siger formanden, gårdejer Marius Høeg. ”Med storkommunen er vi på en måde blevet en slags formidler mellem kommunalbestyrelsen og borgerne.”
Bestyrelsen består i dag (1972) af Marius Høeg, gårdejer Niels Erik Winther (kasserer), mejerist Jørgen Bruun, rutebilchauffør Svend Poulsen, teglværksarbejder Jørgen Bundgaard, støberiarbejder Kaj Madsen og gårdejer Per Flarup.
Jubilæumsfesten holdes lørdag den 5. februar med spisning i forsamlingshuset for medlemmer og deres ægtefæller samt andre, der har tilknytning til den 50 år gamle forening.

Betonfabrikkens historie

Krogsgård.
Af de oprindelige 7 gårde i Neder Hammershøj var gården med matrikel nr. 4 gennem mere end 100 år beboet af familien Krog. Gården blev derfor kaldt “Krogsgård”. Den sidste ejer på gården af familien Krog døde i 1899. I 1902 blev gården overtaget af Peder Andersen, en søn fra “Hadstedgård”. Den firelængede gård lå midt i byen og den havde sine marker et stykke sydvest for byen. Gårdens bygninger var gamle med bindingsværk og stråtag. I 1920 havde Nationalmuseet opmålt og fotograferet gården som et eksempel på en gammel østjysk bondegård.
Peder Andersen drev gården i 36 år, hvorefter han i 1938 overdrog den til sin søn, men blev selv boende på aftægt i den gamle gårds stuehus til sin død i 1960 (93 år).
Sønnen, Alfred Andersen, gik straks i gang med store forandringer ved gården. Avlsbygningerne skulle moderniseres og de skulle flyttes, så de kom til at ligge tæt ved markjorden. Allerede året efter overtagelsen byggede han stalde og lade ude på marken sydvest for byen. Stuehuset blev først opført ude ved gården i 1952. Ved byggeriet af laden ville Alfred Andersen selv lave sine mursten. Han begyndte derfor en mindre produktion af cementsten i de gamle bygninger inde i byen. Med denne produktion af sten til eget brug havde Alfred Andersen startet en udvikling, der førte til, at han opførte et cementstøberi på den gamle gårds plads. Denne udvikling er fortsat af den næste generation, så der nu ligger en moderne betonvarefabrik midt i Hammershøj by, hvor den gamle Krogsgård var placeret.
Nogle glimt af udviklingen kan følges gennem efterfølgende avisartikler.

 

 

 

Randers Dagblad
Den 16. Januar 1954.
– mons.

Begyndte at lave Sten til egen Gaard
– er nu ogsaa Cementstøber.
Hammershøj Cementstøberi – indrettet i gammel Lade
– beskæftiger tre Mand. – Staar antagelig overfor Udvidelse

Gdr. Alfred Andersen vilde for nogle Aar siden flytte sine Landbrugsbygninger, der laa midt i Hammershøj, udenfor Byen for at faa dem placeret centralt for sine Marker. Han fandt da ud af, at det vist godt kunde betale sig at fremstille Stenene til den nye Gaard selv. Og som sagt saa gjort. Indfaldet førte imidlertid mere med sig, og i Dag er der i Alfred Andersens gamle smukke Lade i Hammershøj indrettet et moderne Cementstøberi, hvori der foreløbig beskæftiges tre Mand.

– Og der er mere end nok at lave, fortæller Alfred Andersen. Vi er nemlig ene paa Pladsen mellem Randers og Viborg og Hobro og Bjerrringbro, og i disse Aar er der som bekendt mange Byer, der faar kloakeret.

Ja, saa stærkt Rift er der om Alfred Andersens Rør og øvrige Byggematerialer, at han gaar med planer om en Udvidelse af Virksomheden, saa den kommer op paa at give Arbejde til seks Mennesker.

 
Cementstøberiet var indrettet i længen til venstre.

Materialerne til Fabrikationen henter Andersen dels i en nærliggende Grusgrav, og dels ved Gjerrild Strand, og det betyder selvsagt igen Arbejde for Byens Vognmænd.

Men Alfred Andersen er ikke kommet sovende til sin blomstrende Virksomhed. Cementstøbning er nemlig ikke Arbejde, man ’løber lige til’. Det kræver, at Udøverne er klar over en Række teknisk Finesser, for at det færdige Produkt kan blive tilfredsstillende. Alfred Andersen har imidlertid haft Folk paa Kursus paa Teknologisk Institut, og dette i Forbindelse med Indkøb af en Række gode Maskiner har betinget Sukces’en.

– Jeg kan i øvrigt takke den tidligere Ejer af ”Karolinelund” og Midt- og Vestjydsk Autoophug, Gdr. Johannes Petersen, Essenbækgaarden, for nogle af de nødvendige Apparater, fortæller Alfred Andersen. Paa en af sine Opkøbsture blev Petersen tilbudt Maskinerne, men han brød sig dog ikke om at handle med dem, endskønt han antagelig kunde have tjent en pæn Skilling paa dem. I Stedet gjorde han mig opmærksom paa, at de var til Salg, og saa kom der en Handel ud af det.

Byfornyelse
Hammershøj Midtby 1997-2000

Hammershøj Kro, der lå midt i byen, nedbrændte totalt natten til den 10. januar 1995. Kroen blev ikke genopført, og den åbne plads med brandtomten fik lov at ligge ubenyttet midt i byen de næste par år.
Først i 1997 begyndte nogle ideer om en større byfornyelse for Hammershøj bymidte at tage form.
Hammershøj Brugs, der var nabo til krogrunden, var den store spiller i de samlede planer om byfornyelsen. Brugsforretningen, der oprindelig lå ud mod hovedvejen gennem byen, havde en snes år tidligere fået bygget en ny butiksbygning på 400 m2 inde i gården bag den tidligere butik. Herved fik man bedre parkeringsforhold, men samtidigt blev butikken skjult for de vejfarende.
Der opstod nu den tanke: ”hvis man kunne sælge det gamle brugskompleks, der bestod af de gamle brugsbygninger, hjørneejendommen med det tidligere autoværksted samt den nybyggede butiksbygning, så var der en mulighed for at flytte Brugsen over på den gamle krogrund og derved skabe en moderne forretning med en meget synlig beliggenhed”.

Imidlertid havde kommunen købt grunden, hvor den nedbrændte kro havde ligget. Brugsuddeleren tog derfor kontakt til kommunen og drøftede sagen med borgmesteren. Og nu begyndte konturerne til en større omvæltning for Hammershøj midtby efterhånden at tegne sig. Man satsede på at kunne få del i nogle statslige midler til byfornyelse, hvor der netop var afsat 20 millioner til forsøg i landsbyer under 1000 indbyggere. Tanken var, at Brugsen skulle sælge sine ejendomme til kommunen og bygge en ny Brugs på krogrunden, som man skulle overtage fra kommunen. Tjele kommune tog kontakt til Tjele almene Boligselskab, der skulle overtage og stå for ombygning af en del af de gamle brugs-ejendomme til boligformål, samt bygge nye boliger ovenpå den kommende brugsejendom. Kommunen ville beholde Brugsens butiksejendom fra 1979, hvor der så skulle indrettes en ”torvehal” til fri afbenyttelse for Hammershøj-borgere. Borgmesteren, kommunaldirektøren og kommuneingeniøren samlede trådene og kunne i maj måned 1997 præsentere ideen i en ansøgning til Bygge- og Boligstyrelsen, hvor man søger om 2 millioner kr. som støtte til gennemførelse af projektet. Boligministeriet fik ikke færre end 51 ansøgninger, og midt i juni måned kunne boligministeren, Ole Løvig Simonsen, meddele, at Hammershøj var blandt de 12 udvalgte byfornyelsesprojekter i hele landet.

En af ideerne omkring det omtalte forsøg med byfornyelse var, at lokalbefolkningen skulle inddrages i planlægningen af projektet. Kommunen afholdt da også to borgermøder i Hammershøj Forsamlingshus (15/12 1997 og 13/5 1998), hvor man fremlagde ideerne om projektet og fik begge gange stor opbakning til at gennemføre ideerne og ros for initiativerne. Ifølge Randers Amtsavis sagde borgmesteren, Steffen Andreasen, på mødet den 15. december 1997: ”Det er vist første gang i min karriere som borgmester, at jeg er blevet mødt med klapsalver fra kommunens borgere.”
Hammershøj Borgerforening blev det samlende midtpunkt for den borgergruppe, der var nedsat til at følge projektet og specielt komme med ideer til den kommende Torvehal og friarealerne omkring denne.

Det første spadestik!
Fra venstre ses Eva Kammersgaard, Steffen Andreasen og Ingelise Bragh

Den 22. januar 1999 blev første spadestik til byfornyelsen taget af personer fra de tre involverede instanser, det var borgmesteren, Steffen Andreasen, formanden for boligselskabet, Ingelise Bragh og formanden for brugsen, Eva Kammersgaard. Det var starten på et samlet projekt, der var beregnet til omkring 27 millioner kroner.
Der blev først taget fat på byggeriet af den 1100 m2 nye brugs, der stod klar til åbning mandag den 27. september 1999.
Det næste, der var klar, var da boligselskabet den 1. juni 2000 kunne tage de 20 boliger i brug (7 ovenpå den nye brugs og 13 i de gamle brugs-ejendomme). Boligerne varierer i størrelse fra 38 til 115 m2.
Endelig var man kommet så langt, at der mandag den 2. oktober 2000 kunne holdes officiel indvielse af hele byfornyelsesprojektet med deltagelse af boligminister Jytte Andersen. Ved indvielsen talte først boligministeren, som derefter klippede den traditionelle røde snor. Efter ministeren talte borgmesteren, og til sidst kunne direktøren for Hammershøj og Omegns Andelskasse afsløre et kunstværk bestående af et lystræ i stål og fem omkringstående fugle.

Efter indvielsen blev Torvehallen overdraget til beboernes brug. Kommunen betaler for vedligeholdelse, lys og varme, mens det er overladt til beboerne (Borgerforeningen) at sørge for indretningen og anskaffelse af inventar m.v. Årene, der er gået siden indvielsen, har vist, at stedet bliver flittigt brugt af Pensionistforeningen, dagplejemødrene og en række andre.

Fagbevægelsens start i Hammershøj
den 17. februar 1918

 

Hans Hulvej fortæller juni 1985 i Socialdemokratisk Vælgerforenings blad om
“Da fagbevægelsen kom til Hammershøj”.

 

 

Da fagbevægelsen kom til Hammershøj 

I en tid, hvor fagbevægelsen er udsat for kraftige angreb både udefra og indefra, er det tankevækkende at kigge tilbage til den tid, da fagforeningerne blev dannet, og begyndelsen blev gjort til de forbedringer, den danske arbejder har opnået i løbet af dette århundrede.

Hvorfor fik man Fagbevægelsen
Baggrunden for hele denne udvikling var de store uligheder i levestandard og mulighed for indflydelse, datidens samfund bød på. Begreber som tryghed i ansættelsen, reelle lønforhandlinger, arbejdsmiljø, blot for at nævne nogle, fandtes ikke.
Ganske vist var det ikke ualmindeligt at arbejde hos den samme arbejdsgiver i en årrække; men en meget stor del af især ufaglærte var henvist til arbejde af kortere varighed, og ofte vidste de ikke, om de et halvt år senere ville være i stand til at forsørge sig selv og deres familie. Aftalerne om lønnen blev oftest lavet mellem arbejdsgiveren og den enkelte arbejder, og der blev selvfølgelig ikke stillet store krav, når man vidste, at arbejdet kunne blive givet til en anden.

Det begyndte i byerne – Septemberforliget
Disse forhold gav anledning til stor harme, og der blev efterhånden en vis tilslutning til de fagforeninger, der var opstået i København og de største provinsbyer allerede i 1870’erne.
I begyndelsen var resultaterne temmelig små dels på grund af arbejdsgivernes modstand og dels på grund af “skruebrækkere” – et nyt ord, der opstod i disse år; men efter en periode præget af politisk uro fastlagde det såkaldte September-forlig i 1899 nogle “spilleregler” for forhandlinger og sanktioner (strejke/lockout). Det betød reelt en anerkendelse af fagforeningerne.

Dansk Arbejdsmandsforbund
I den første tid nød de ufaglærte ikke gavn af de forbedringer, der var opnået – de blev i realiteten holdt nede af de faglærte på arbejdspladserne. Derfor dannede de i 1897 deres eget forbund, Dansk Arbejdsmands Forbund, der et år senere blev tilsluttet De Samvirkende Fagforbund.
Udviklingen gik en del langsommere på landet, og vi skal et stykke op i vort eget århundrede, før der for alvor kom gang i dannelsen af fagforeninger her.

Start i Hammershøj – Jens Rønning
Arbejdsmændenes Fagforening i Hammershøj blev stiftet den 17. februar 1918.
Den egentlige initiativtager var Jens Rønning, som boede i byen indtil sin død i 1975. Han var født i Taanum; men familien flyttede i 1893 til Hammershøj. Da han var gammel nok, blev han sat i formerlære i Århus; men faget havde ikke hans interesse, og han forlod lærepladsen for at stikke til søs. Dette blev indledningen til en hård, men også oplevelsesrig tid. Efter en tid som sømand kom han hjem for at aftjene sin værnepligt, og i 1908 slog han sig ned i Argentina. Da 1. verdenskrig brød ud, stak han igen til søs og sejlede i en del af krigen under britisk flag. I 1917 bosatte han sig fast i Hammershøj. Han stiftede familie og fik arbejde ved jernbanen.
Det omskiftelige liv og de mange forskellige indtryk fra hans færden rundt i verden kan nok forklare, at han havde svært ved at affinde sig med de forhold, arbejdsmænd levede under dengang.
Han fik kontakt med nogle af sine ligestillede i byen, og fagforeningsspørgsmålet blev drøftet.

Der skulle 10 personer til starte
De fleste kunne godt indse, at man stod stærkere, når man optrådte samlet; men mange holdt sig alligevel tilbage af frygt for at miste arbejdet. Derfor var det meget vanskeligt at samle de ti personer, der krævedes for at danne en forening. I virkeligheden lykkedes det ikke – den stiftende generalforsamling blev afviklet med ni deltagere – den 10. deltager var opdigtet.
I begyndelsen skabte fagforeningen – forståeligt nok – en del uro. Den lavede uorden i den samfundsorden, der havde eksisteret i generationer: enhver havde sin bestemte plads og rang, og de fleste, både høj og lav, havde affundet sig med det.

Den første tid
Det foruroligende var ikke de økonomiske krav, men nok snarere de forventede krav om forandring. Kort tid efter blev der gjort forsøg på at danne en arbejdsgiverforening med den hensigt at afskære fagforeningens medlemmer fra at få arbejde; men forsøget løb ud i sandet. I et enkelt tilfælde kunne den første tids uro nær have fået alvorlige følger, idet en diskussion om, hvem der skulle udføre et bestemt stykke arbejde, udviklede sig til slagsmål. Den ene part fik et så kraftigt slag i hovedet, at han en overgang svævede mellem liv og død. Heldigvis slap han godt fra det, og efterhånden blev fagforeningen en om end ikke elsket så dog accepteret del af byens liv.

Nu er Jens Rønning nævnt; men man kunne også nævne navne som Hviid og Lykkegaard. I dag, hvor man trods alt ikke risikerer noget ved at være i fagforening, kan man kun beundre de ni mænd, der dengang satte en masse på spil for at opnå forbedringer på længere sigt.

Hans Hulvej

Print Friendly, PDF & Email